Ole Frøstrup, født 1936, er et eksempel på det fænomen, at en forfatter kan have et liv på bibliotekerne og sågar hos boghandlerne uden (næsten) nogensinde at blive anmeldt. Han eller hun har sit eget publikum og sit eget kredsløb, ofte sågar sit eget forlag, uafhængigt af de officielle kvalitetsdomme. Det er ingen garanti for hverken kvalitet eller mangel på samme, blot et eksempel på parallelle verdener - dog i dette tilfælde et af de mere harmløse. Besættelsen Ole Frøstrup har udgivet 24 børne- og ungdomsbøger og nu 8 romaner. Han har over 30.000 bøger på bibliotekerne, hvorfor han efter eget udsagn årligt modtager over 200.000 kroner. Nu har hans 32. bog, den selvbiografisk baserede roman 'Måne over Fyn', fundet vej til Politikens spalter ved et af de uforudsigelige, men sædvanlige sammenfald af personlig henvendelse, lidt stilstand i udgivelsesstrømmen og en behjertet anmelder - i dette tilfælde mig. Men inden alle amatørerne vejrer morgenluft: Hovedårsagen er dog, at 'Måne over Fyn' er en udmærket bog. Den skildrer, omhyggeligt og ikke specielt kunstnerisk distanceret, men dog velskrevet og veldisponeret, to spor under den tyske besættelse af Danmark, med udgangspunkt i Odense 1943. Dobbelt fokus 'Måne over Fyn', som da også har undertitlen 'Et tidsbillede', folder et bredt og overbevisende danmarksbillede ud, heldigvis ikke uden kanter og kontraster. Vi følger dels skoledrengen Wolle i Stålstræde i Odense med de skæbner, huset og gaden rummer, og hans barnlige oplevelse af fattigdom, familiemønstre, krig, arbejdskamp, simple bøller og jødeforfølgelse. Parallelt og efterhånden dominerende - og for mig mere vedkommende - følger vi hans noget ældre ven Erik. Han flygter med sin mor fra en fordrukken og nazimodtagelig far til en landsby i Jylland og bliver smedelærling. Ved hjælp af det dobbelte fokus lykkes det forfatteren at dække et bredere aldersmæssigt, miljømæssigt og tematisk spektrum, end hvis han havde holdt sig til en enkelt hovedperson. Samtidig giver det ham en kærkommen mulighed for også at konstruere en lille brevveksling mellem de to. Vaskeægte tragedie Apropos 'konstruere', så er det spørgsmålet, hvor meget der er konstrueret, for man aner, at meget af stoffet ligger i Ole Frøstrups egen familiebaggrund og de historier, han har fået fortalt. Det er udmærket, både sympatisk og sammenhængende udnyttet, og stilen kan også rumme en vaskeægte tragedie. Kun lejlighedsvis er der lidt for omhyggelige lokal- og folkemindehistoriske mellemregninger med, og kun i glimt går der Morten Korch i den. (Men det gør der jo også af og til i virkeligheden ...). Faktisk kunne jeg godt forestille mig 'Måne over Fyn' som manuskript til en 'Matador'-lignende serie. Og det er da ikke så dårligt.