Ovre i Århus bor Emil. Han er 13 år, en toptunet detektiv og speedsnakkende hovedperson i sine egne bøger. Det kører lovligt stærkt for Emil, men lige nu er han også i store vanskeligheder. Da 'Emil og den store mobbedreng', der er andet bind i serien, åbner, sidder detektiven fastklemt i et sandet kloakrør under Trøjborg. Bøgerne om Emil lægger væk på lokalkolorit og jyske vendinger. Besat af forbrydelser Egentlig er det synd for Emil. Han er besat af forbrydelser. Drengen kan dårligt stå og nyde solen ude på altanen med sin fars kikkert, før han får øje på en forbrydelse. Emil sover også dårligt om natten. Han har farlige, surrealistiske drømme. Om dagen fantaserer han. Og det tror pokker! For hvad Emil denne gang falder over, er intet mindre end billige smøger og importerede damer, og i dén branche falder der øretæver. Sammen med sin partner og kæreste Naja kommer han dog igennem også dette mysterium, der ender retfærdigt med blå blink og klikkende håndjern. Flere kys! Så er tingene lagt til rette for den ualmindelige afslutning på en bog i denne genre. Og velsagtens Flemming Andersens hensigt med at skrive om Emil. I udkanten af de mørke gerninger befinder sig Holger fra 10. klasse (på Kochs skole). I årevis er Emil blevet mobbet af Holger. Nu er han parat til at tilgive og tie, hvis Holger vil stoppe sin virksomhed. Det er en klog og venlig afsked med en historie, der ellers kører i højeste gear og indimellem afleveres i et lidt for opskruet tempo og storskrydende sprog. Læseren får faktisk ondt af Emil, der presses til det yderste af sin forfatter. Knægten trænger snarere til flere kys end til endnu et mysterium.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























