I Danmark er tango bare en dans, i Argentina er det en livsanskuelse. Det mærkes i den tangoroman, den argentinske succesforfatter Federico Andahazi nu har skrevet - efter at have brugt europæisk kulturgods som stof til sine tidligere bøger, blandt andre 'De flamske maleres hemmelighed'. Sang og dans Romanen 'I tangoens skygge' har undertitlen 'Et melodrama med sange og dans', og det er lige, hvad det er. Andahazi bruger et litterært greb, der minder om Dennis Potters navnkundige tv-serie om den syngende detektiv. Personerne når med jævne mellemrum til et punkt i handlingen, hvor de giver sig til at synge, og de omkringværende danser - hvorefter den episke fortælling tages op igen. Stiliseret livsanskuelse Det sjove er, at det faktisk fungerer, selv om det bare er trykte ord på bogsider, og selv om den i øvrigt udmærkede oversætter for tydelighedens skyld har måttet renoncere på rimene i de mange tangosangtekster, der bryder ind i handlingen. Og da den argentinske tango også er en intens populærlitterær genre, farves hele bogen af denne stiliserede livsanskuelse, hvor selv de mest fladtrådte lyriske klicheer gør krav på deres fulde gyldighed, og hvor den enkle kombination af sex og sorg kan sende kvinder i døden, mænd i fængsel og skæbner ud i den sorteste intethed. Nogle af sangteksterne er vist argentinske klassikere, men de fleste har Andahazi selv skrevet med lige så stilsikre skridt som en tangodanser med laksko og brillantinehår og hele udtrækket. Latino-weltschmerz Handlingen foregår i Buenos Aires i 'de letsindige år', dvs. i 1930'erne, og den drejer sig om en kærlighedstrekant - den berømte (autentiske) sanger Carlos Gardel, hans assistent Juan Molina og luksusluderen Ivonne. De to sidste er fiktive personer, men Gardel har i sit hjemland et ry, der tåler al mulig tillægsmytologisering, og den melodramatiske historie er en moderne sagnhelt værdig. Selvfølgelig har det ikke noget med realisme at gøre, og gribende kan man heller ikke kalde bogen, men den er enormt velskrevet og underholdende, og hvis man er til latino-weltschmerz og høfligt alvidende fortællere med smalle moustacher, så er det bare med at binde slipset og ondulere lokkerne og kaste sig ud i cortes og quebradas til Andahazis musik.