Død og ulykke kan inspirere stor kunst og store romaner. Høsten på den litertære front efter terrorangrebet 11. september inkluderer allerede perler som Ian McEwans 'Lørdag' og Jonathan Safran Foers 'Ekstremt højt og utroligt tæt på'. Mandlig kvinde Som udgangspunkt er der med andre ord ikke noget galt med den britiske journalist Chris Cleaves ide med at beskrive frygten for terror og krigen mod terror fra en engelsk arbejderhusmors perspektiv. Og selve formen - et meget langt brev til Osama bin Laden - fejler heller ikke noget. Men resultatet i form af bogen 'Brevet til Osama' er mildt sagt ikke imponerende. Ikke bare sætter Cleave sig på en større opgave, end han rent litterært magter ved at skulle skrive og tænke som en uuddannet kvinde fra samfundets lavere lag, han kan slet ikke styre selve plottet. Dommedag i London Det begynder ellers udmærket med en beskrivelse af kvinden - der forbliver unavngiven - og hendes knusende sorg over at miste sin mand og 4-årige søn i et fiktivt terrorangreb på et fodboldstadion i London. Men derfra - omkring 50 sider inde i romanen - kører det af sporet i en grad, så man kan undre sig over, at romanen overhovedet er blevet udgivet, endsige oversat til dansk. Man aner da også et vist forbehold fra Aschehougs side på inderflappen. Her bemærkes det, at bogen - der ved skæbnens ugunst udkom netop 7. juli, dagen for det virkelige terrorangreb i Londons undergrund - fik »mange hårde ord« med på vejen. Og dårlig timing eller ej, det havde den sørensjaskemig også fortjent. Synes man, at USA under George W. Bush var gået for langt i terrorbekæmpelsens hellige navn, er det for intet at regne i forhold til de dommedagslignende tiltag, som Chris Cleave forestiller sig, at en panikslagen britisk regering vil indføre. Alle muslimer i følsomme job (inklusive sygeplejersker) fyres, hundredvis af spærreballoner sendes op over London, der kommer kampvogne i gaderne, og der indføres udgangsforbud om aftenen. Fladt og barnligt Ganske vist fremmer overdrivelse forståelsen, men Cleaves skrækvisioner er så langt fra virkeligheden, at de kun tjener til at underminere hans troværdighed som fortæller. Godt hjulpet på vej af sit persongalleri, der for flertallets vedkommende også klinger ualmindeligt hult. Fortælleren er en så simpel, næsten barnlig sjæl, at hun forbliver så flad som det brev, hun skriver. Og endnu værre står det til med centrale bipersoner. Bagflappen forklarer, at Cleave skrev bogen kort efter at være blevet far for at få afløb for sin frygt for den verden, som hans søn skal vokse op i. Fair nok. Han skulle bare have ladet resultatet blive mellem ham og skrivebordsskuffen.