Hvis den strengt taget selvmodsigende betegnelse 'grafisk roman' nogensinde har givet fuld mening, må det være, når den bruges om 'V for Vendetta'. At Moores og Lloyds kultserie fra 1980'erne omsider ser dagens lys på dansk nu, er - ved siden af de sidste bind i Frank Millers 'Sin City' - årets vigtigste indhentning af fortidige undladelsessynder på det danske tegneseriemarked. Ikke for dét: Serien var også oprindeligt så længe om at blive færdig, at tiden var ved at løbe fra den - fremtiden, vel at mærke. Jernladyens rige I 1980 begyndte Moore og Lloyd til det britiske seriemagasin 'Warrior' udviklingen af deres dystre fremtidsvision om et fremtidigt, fascistisk styret England anno 1997. Men først i 1989 - efter fem års pause - lykkedes det i amerikansk DC-regi at genudgive og afslutte fortællingen. Da havde »Margaret Thatcher påbegyndt sin tredje periode« som premierminister, politiet - og deres heste! - havde fået kampuniformer med sorte visirer, og »regeringen tror, den kan udrydde homoseksualitet, i virkeligheden og som begreb«, noterede tekstforfatteren Alan Moore i 1988, da han overvejede at emigrere med kone og børn: »Den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land«. Kan man sige det sådan, at tiden og den hjemlige politiske udvikling har gødet jorden for en dansk udgivelse? Hemmelighedsfuld hævner Titelfiguren i denne dystopi er en hemmelighedsfuld hævner med kodenavnet V. For Vendetta, ja, men også romertallet V, for figuren bag den evigt smilende maske og med Guy Fawkes' hat, skulderlange hår og mørkt flagrende kappe har en fortid i celle nr. 5 i koncentrationslejren Larkhill, Wiltshire. Hans outfit er heller ikke tilfældigt, for 5. november 1997 - den årlige mærkedag for Fawkes' attentatforsøg på regeringen i 1605 - indleder V sin tilintetgørelse af styrets institutioner og nøglepersoner. En for en bliver bødlerne ombragt, nye magtbegærlige kryb af begge køn vrider sig opad, men også deres magtbaser omstyrtes. V redder også det purunge offer Evey Hammond, og målbevidst og psykisk hårdhændet genopdrager han hende til at tage ansvar for sig selv. En målsætning, der viser sig eksemplarisk for hans politiske teori. Ironisk finesse Et år - eller 3 'akter' à 11-13 'kapitler' - senere er missionen nemlig fuldbragt, samfundet brudt sammen, og fra ruinerne proklamerer han: »Undertrykkere tog ansvaret for vores liv ... ved ikke at handle gav vi magten til dem«. »Vi har set deres forvaltning af den, koncentrationslejre, krige, vold og død ... Med anarkiets hjælp kan nyt liv, nyt håb rejse sig fra asken ... I nat må I vælge det næste skridt eller lade jer styre på ny. Vælg med omhu«. Med andre ord: Et libertært socialistisk menneskesyn, omsat til en politisk hasarderet elendighedsstrategi, der får magtapparatet til ganske rigtigt at betegne V som »terrorist« - selv om vi skal opfatte ham som frihedskæmper! »Vælg med omhu!« Titlen 'Slaraffenland' på denne blodige slutakt er ikke uden ironisk finesse. Dansk akutalitet 'V for Vendetta' er alt andet end beredskabslitteratur eller politisk vækkelsespropaganda. Til dens mere senromantiske surrealisme hører V's labyrintiske hovedkvarter Skyggegalleriet og den konstante leg med den maskerede hævners identitet, ligesom efterhånden med Eveys grænser mellem drøm og virkelighed. V sender intertekstuelle hilsener til bl.a. Shakespeare og Blake, og oversætteren yder sit med et par friske valg: I natklubben danser damerne til visen om 'Stakkels Hanne', og på hjemmeflygelet akkompagnerer V sig selv til PH's 'Man binder os på mund og hånd'! Lige så særpræget som teksten er Lloyds streg og sceneri. Grundmønsteret i bogformatets side er tre gange tre ruder, men i varierende bredde, og med kulisser og portrætter tegnet i en slagskyggerig sort-hvid realisme, lidt à la agenthæfte, men på én gang inderlig- og fremmedgjort med umættede dækfarver i 'billig', men i virkningen raffineret halvtone. Læsningen er langsom. Et par af statsagenterne er svære at kende forskel på, regiruder og bobler er uden konturstreger, ligesom spring i tid og sted sker delvis uden markering. Men takket være det intelligente og skræmmende plot forhøjer de 'svagheder' faktisk virkningen af en serie, som forsinkelsen desværre kun har gjort mere aktuel på dansk.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























