Amerikanske Richard Powers' ottende roman, 'Sange i tid og rum', har noget så sjældent som format. Udsøgt format, oven i købet. Den er lang som dén rejse gennem det tyvende århundredes raceopdelte Amerika, den udvikler sig til at være. Skrevet på et svimlende vidensreservoir af historie, fysik, litteratur, politik og ikke mindst musik. Men først som sidst er den et sjældent medrivende portræt af et sort/jødisk ægtepar, en børneflok på tre og deres liv som hvide blandt sorte og sorte blandt hvide. Musikalsk møde Fortællestemmen bæres af det selvudslettende midterbarn, Joseph, der i lange passager forsvinder helt om bag alle ordene om sin familie - og med 'alle ordene' mener jeg virkelig 'alle ordene.' For sjældent har en forfatter brugt så mange velvalgte ord på at sige så meget uden at gentage sig selv, kede sin læser eller miste grebet om sin fortælling. Der er ellers rig mulighed for det, for Powers krydsklipper fortløbende mellem de tre søskendes barndom og voksenliv, moderens opvækst i Philadelphia og hendes fatale møde med videnskabsmanden David Strom på trappen til Lincoln Memorial i Washington, under en koncert med den sorte amerikanske sangerinde Marian Anderson. I musikken møder de frygtsomt hinanden, og siden, da de gifter sig og børnene kommer til, beslutter de at opdrage dem uden hensyn til race. Mens alle hjertekamre flyder over af dén kærlighed til musikken, de kender bedst, skiller den ældste søn, Jonah, sig afgørende ud med sin stemme. »Den kunne få statsoverhoveder til at angre«, hedder det, og med Joseph ved tangenterne glider de to brødre fra eliteskole til Julliard til sangkonkurrencer og koncerter. Fortryllende frækhed Men familien Stroms utopia flækker i åben identitetskonflikt. For dels bliver Joseph degraderet til lydtapet for sin stadigt mere usympatiske bror, der rækker og strækker sig mod den fuldendte sangpræstation. Uden tanke for andre. Uden tanke for andet. Dels fravælger den yngste datter, Ruth, musikken til fordel for den militante kamp mod det hvide overherredømme og beder Joseph vælge side. Vil han spille den hvide mands lieder-musik sammen med sin bror? Eller vil han slutte sig til Ruths kamp for ligeberettigelse? For så vidt hører spørgsmålet ikke til romanens mest interessante, for Ruth er adskillige toner for skinger i anslaget, og hendes gøren og laden folder sig aldrig ud, som forholdet mellem de to brødre gør det. Ikke mindst takket være Powers' enestående evne til at fremskrive musikken, så man faktisk kan høre den stige og falde mellem linjerne: »Det ene øjeblik sidder elverkongen sammenkrøben på min brors skulder, hvisker om en salig død. Næste øjeblik åbnes en faldlem i luften, og min bror er et andet sted, pirrer os med Dowland, af alt i verden, en fortryllende frækhed over for det lamslåede lieder-publikum, som ikke fatter, hvad det er for et spind, der glider hen over dem«. Dybde, tyngde og højde Man kan dårligt se bort fra, at de mange crescendoer, der bygger op til familien Stroms pragtpræstationer på alle tangenter, trætter vel rigeligt i længden. Ja, faktisk håber man til det sidste på lidt variation, lidt pianissimo, hvor musikken ikke partout får himlen til at åbne sig og englene til at kvidre i kor. Ligeledes virker det en smule urealistisk og unødvendigt, at familien Strom gang på gang befinder sig i de historiske begivenheders absolutte centrum. Især når det ikke bringer historien videre, at de er der. Men i et billede så stort, som denne roman breder ud for sin læser, er det absolut småting. 'Sange i tid og rum' har både dybde, tyngde og højde til at blive dét hovedværk i ny, amerikansk litteratur, den satser alt på at blive.