Jeg må ofte minde mig selv om, at superlativer hurtigt forringes og devalueres, hvis de misbruges, men i det amerikanske tilfælde Emily Dickinson (1830-1886) er der intet at betænke sig på. Skulle man, i bedste amerikanske ånd (og på en måde, som ligger Dickinson selv uendelig fjernt), opstille en topti-liste over de bedste kvindelige, lyriske værker - eller lyriske værker overhovedet, de sidste 150 år - så ville Dickinson uden nogen tvivl være placeret højt på listen. Det er jo en allerede en hel del i en epoke, der har budt på Rilke og Ingeborg Bachmann, Paul Celan og Walt Whitman, Ezra Pound og T.S. Eliot - men Dickinson er med i det selskab og kan problemfrit hævde sig. Hun var en sær snegl, hvis ofte ensomme og excentriske livsførelse gøres til genstand for en glimrende præsentation ved Bente Clod i det oversatte, tosprogede udvalg af digte, 'På min vulkan', som selv samme Clod nu har besørget på Tiderne Skifter. Strålende idé, og mærkeligt, at ingen mig bekendt før er kommet på den. Beundrende sø Ifølge den seneste Dickinson-udgave ved R.W. Franklin har vi 1789 digte af Dickinson bevaret, og det er 142 af dem, Clod nu med feministisk gejst og fint gehør har ekspederet over i et godt dansk, og gudskelov med originalerne glimtende ved siden af. I sin levetid fik Dickinson udgivet sølle ti digte, men hvilke digte! Hør blot dette: I'm Nobody! Who are you? Are you - Nobody - Too? Then there's a pair of us? Don't tell! They'd advertise - you know! How dreary - to be - Somebody! How public - like a Frog - To tell one's name - the livelong June - To an admiring Bog! I Clods gendigtning: Jeg er Ingen! Hvem er du? Er du heller - Ingen nu - ? Så er vi to! Nej, vár din mund! De stempler os i samme stund! Hvor trist - at være - Nogen! At kvække sit navn - som en frø - offentligt - hele juni lang - for en beundrende sø! Dyb og original tanke Det giver ikke megen mening at 'anmelde' Dickinson - ikke sådan ment, at digtene er så brillante, at man bare stumt må bøje hovedet mod jorden i lamslået ærefrygt, men på den led, at hendes kanoniske statur er så tårnhøj, at det virker overflødigt at komme anstigende med flere lovord og pedantisk og ufrivilligt komisk at komme med småtskåren kritik. Her er i stedet i kondensat nogle af de fineste og mest typiske Dickinson-træk: den bemærkelsesværdige og spændte brug af tankestreger til at bryde sproget op og samtidig aktivere det; den simple, men ikke desto mindre overrumplende originale og slående brug af et billedsprog; den dybe og originale tanke, her dels rettet mod forestillingen om identitet i det hele taget, dels mere snævert mod ideen om Digteren som en offentlig figur (afsendt af den stort set anonyme Dickinson, mere radikalt anonym end f.eks. en hjemlig Mikkel Thykier). Lyrisk lava 'På min vulkan' hedder dette udvalg jo, og det må man sandelig sige, Dickinsons digte lever op til: De sprutter og hvisker ud af en vulkantop på baggrund af det bedragerisk stille og mærkværdige liv, der gav ophav til ordene. Hvis flere digtere og læsere herhjemme på denne led og via Clod kan få øjnene og ørerne op for Dickinson, kan lidt af hendes lyriske lava måske få lov at glide ulmende videre også her til lands.