Et tekrus kastes igennem lokalet mod kriminalinspektør Gill Templer. I trods og frustration, vrede og nok også i en forlænget bagbrandert sendes keramikken af sted af hendes gamle kollega, kæreste og 'undersåt', kriminalkommissær John Rebus, den berømte enfant terrible ved kriminalpolitiet i Edinburgh. Sporenstregs og straks bliver Rebus sent til efteruddannelse, reprimande og pegefinger på politiskolen, hvor man samler alle de slemme drenge, korpsets råsaltede røvhuller og skiderikker uden en flig af samvittighed over for korruptionens frynsegoder, alternative afhøringsmetoder og frie drinks med tørre tærsk som drikkepenge. Småbeskidte skeletter Rebus møder således her et par gutter fra Glasgow, som har rænker og rævekager for, titlens 'Mørkemænd', hvor samlingspunktet og arbejdsopgaven ud over mandehørm og humle er at genoptage og opklare en gammel henlagt gåde fra for seks år siden. Men alt er ikke helt, som det skal være. Samtidig bliver en anløben kunsthandler myrdet i Edinburgh. Og Rebus har både småbeskidte skeletter i skabet og ugler i sin skotske mose, drikker igennem som altid, svømmer gerne i maltwhisky i alt for store glas. Elegant og elegisk Misforstå ikke anmelderen. Men hvor er det dejligt at læse en roman af Rankin, også og især på baggrund af mange gode kvindekrimier og svenske spændingsromaner. Rankin er nemlig befriende og anderledes en krimiforfatter, som dels opererer med det 'Raymond Chandlerske-dobbeltplot', altså at to sager tilsyneladende kører synkront rundt i historien og i sidste ende hænger sammen. Dels som den gamle amerikanske mester skriver i elegante dialoger, elegiske beskrivelser, med tragediens ramme aura, garneret med den maskuline melankoli og med sjatter af fortids minder omkring midnat og et glas for meget. Jazzet tempo Rankin har en egen skotsk tone, et jazzet tempo og en dirrende latent brod mod og kritik af, at de senmoderne tider er blevet for meget og for ofte. Ikke at vi taler om hårdkogte og hastemte drengestreger, tværtimod er romanens største mandfolk m/k Siobhan Clarke, Rebus' platoniske veninde, der oplever, at en luder bliver likvideret med en iøjnefaldende brutalitet og bestialskhed. Og som derefter må handle ud fra denne afstumpede oplevelse, komme videre trods alt. Netop på venner og kolleger, mere end på en emsig psykolog, nok sympatisk, forstående og tolerant, men ellers ikke meget bevendt i dette Skotland Noir. Humor og humanisme 'Mørkemænd' er på små 400 sider. Men ikke en af disse føles overflødig, for en gangs skyld lever en krimi op til sit sidetal. Den keder ikke et sekund, den er konstant og kontant spændende og sprogligt veloplagt med megen smerte og dog skotsk lune, humor og humanisme. Ian har gjort det igen, skrevet en af sæsonens bedste krimier. PS: Når denne avis' læser om en tid læser undertegnedes anbefaling af to krimier til at lægge under juletræet, skal og kan denne roligt blive den tredje!