Er svenskerne mere stive end os, de muntre og morsomme danskere? Tyskere forklædt som mennesker, hviskes der ondt oppe i Helsingør, når broderfolket ankommer alvorligt om eftermiddagen, for siden omkring midnat hyperfulde at blive fulgt til færgen for at holde byen ren. Nej selvfølgelig ikke, og vi ved, det er fordomme, ofte kolporteret af lurmærket misundelse og mindreværd. Men kendsgerningen er selvfølgelig, at Sverige på grund af sin stormagts magtbrynde, væsentlige sværindustri og gamle sværdbærende militæradel har været et rigidt klasse- og rangsamfund langt mere end lille Danmark. I Stockholm mærker man stadigvæk vingesus af aristokratisk storladenhed og royalt enevælde fra fortiden. Det svenske samfund bag folkehjemmets bløde facade synes mere voldeligt, blodigt og kanske hensynsløst end ved første danske øjekast nede i Skåne. Bestialske drab Helena Henschens roman 'I skyggen af en forbrydelse' om en række mord 7. marts i 1932, begået i den højeste og mest adelige klasse, handler om denne sociale realitet, et benhårdt samfund hamret sammen på gamle slægter og moderne kapitalisme. Om magtfulde familier, som bag velanstændighed og borgerlig dannelse var de rene rugekasser for utroskab, druk, narkotikamisbrug, umenneskelighed og alskens underslæb, både den moralske og den økonomiske. Playboyen og Oscar Wilde-freaken, overklassestudenten Fredrik von Sydow slår en dag sin far og dennes to tjenestepiger ihjel med en jernstang. Derefter tager han sin unge kone, Sofie, med til Uppsala, hvor han på en restaurant skyder hende og så sig selv. De fem bestialske drab er både en tragedie og en katastrofe. Alt falder sammen ikke mindst for forfatterens mor, Fredrik Sydows dengang femtenårige lillesøster. Det fine slægtshierarki ligger stadigvæk tilbage som en gotisk ruin, den svenske offentlighed har samme holdning til som mordet på Olof Palme: aldrig rigtigt helt klarlagt og endnu et svært mareridt uden forklarelsens saglige lys. En verden af i går I 'I skyggen af en forbrydelse' går Henschen med poetisk frihed tilbage til familiens opløsning og skriver i romanform et socialt og psykologisk anslag til en mulig forklaring på mordgåden. De stivnede familieformer, den victorianske (dobbelt)moral og så det patriarkalske standssamfund er skurken for miseren blandt affærens implicerede. Vi er i en verden af i går, årene før og efter Første Verdenskrig, perioden, som evident ikke er smuk uden nostalgiens stuk, men snarere fuld af aristokratisk afmagt og afstumpethed. Henschen skriver følsomt og forhalende, stundom lidt for meget i den medfølende nutid, hvor det sentimentale bliver stilens lidt for slikkede syntaks, der nærmest i slowmotion kæler empatisk for disse lidt naive menneskers skæbner i lange traurige sætninger. Men slutresultatet er positivt. Man rives med af slægtsdramaet. 'I skyggen af en forbrydelse' folder sig ud som en fin faktuel roman om fadermordet midt i det trygge herreværelse i den traumatiserende mellemkrigstid.