I det internationale hit 'Stranden' isolerer Alex Garland en gruppe tidstypiske rygsækturister fra Asiens virkelighed og lader dem opleve deres/vores egen kulturs nervepirrende sammenbrud på en vidunderlig strand i skyggen af palmerne. Hedonistens mørke bagside viser sig som en skånselsløs overlever, en narcissist, der elsker sig selv og træder på de andre for ikke selv at synke til bunds. Gyldendal har udgivet en bog, der også tager afsæt i rygsækturisten, der i Asien konfronteres med sin egen kultur. Resultatet er modsat Garlands. I stedet for en ond og spændende selvransagelse, en godmodig og kedelig gøren grin med sig selv. Tjald og syre Bodypainteren, illustratoren, dekoratøren, sminkøren, tegneren og forfatteren Patrick Leis (født 1964) har udgivet børnebøger, fantasyromaner, gyserfortællinger, thrillere, splatterhistorier og nu en 'travel non-survival kit'. I sin nye bog 'Kaninen i månen' skriver han om Nick, en ung rod fra Avedøre, der ikke er nået længere i verden end ned til Fakta efter øller og hen om hjørnet på jagt efter tjald og syre. Hvad sker der, når en belejlig arv fra onkel Asger sparker denne karikatur af en antihelt af sted til Indien? Man får mere tjald og syre og et glimtvis underholdende billede af Indien set gennem det sodede indre af en chillum. Først turer Nick rundt i Bombay, så tåger han til Goa, og til sidst har han et sammenbrud, som antydes i et lille flashback. I begyndelsen af bogen krydsklippes der med Avedøre og vennerne, der drikker øller, men denne side af fortællingen graver ikke meget dybere end klicheen og ebber hurtigt ud. Hårdkogt ufølsomhed Bogen er et træfsikkert billede af de mest selvoptagede og umodne rygsækturister i Indien (Goa). Leis vil derudover gerne fortælle læseren noget om Indien. Men Nick ved intet om Indien, og forfatteren lader ham derfor møde den ene omvandrende guidebog efter den anden, som rabler oplysninger af sig på gaden, i templet, ved stranden og på stationen. Trættende, fordi det aldrig får nogen funktion i historien om Nick. Rejselivets detaljer står klart og godt, selvoplevede og præcist fangede, men der er ingen personlig modning, intet dramatisk forløb, ingen historie i bogen, kun et flimmer af detaljer tegnet med airbrush i kraftige farver i et sprog, der er helt vildt kanon, mand! Den eneste forandring, der sker med Nick i Indien, er, at han udvikler en hårdkogt ufølsomhed og nærighed over for Indiens fattige og tiggere især. Han drikker og ryger og spiser piller med de andre rygsækturister, mens inderne flyder rundt i marginen af hans skæve bevidsthed. Vi skal lægge øre til hans endeløse dumsmarte bemærkninger om Indien. Her får vi 'Avedøres' kulturelle overlegenhed udmålt i kilometerlange baner af et ungdommeligt fjog. Karikatur af Avedøre Forfatteren skjuler sig bag sin hovedperson. Jeg tror, Patrick Leis kunne have skrevet en langt mere vedkommende og vigtig bog om ungdom og mødet med Indien, hvis han havde droppet sit alter ego og skrevet om sig selv, med al den smerte og kompleksitet et virkeligt menneske indeholder, ligegyldigt om det er født i Avedøre eller Goa. Jeg morede mig i begyndelsen med forfatteren over al Nicks fjollede forvirring, afsky og rædsel for Indien, men efter 330 sider uden udvikling af hverken personer eller historie følte jeg kun træthed over at se Indien reduceret til et spraglet bagtæppe for denne døgenigt fra Avedøre. Som det er, har Gyldendal udgivet en bog om Indien, som er en velskrevet, men uinteressant karikatur af Avedøre.