Selvvalgt er velvalgt

Lyt til artiklen

Jarvis er en helt almindelig (hitte)dreng, der vogter geder hjemme i Smidals. En dag kommer troldmanden Harnigel forbi og tager ham med til borgen i Targon Ves i landet Ledu. Den opmærksomme læser vil allerede have genkendt fantasyens sprogbrug og univers, som den behændige beretter kan spænde ud efter forgodtbefindende imellem tidlig middelalder og lige nu. I fantasy er indlevelse det afgørende. Alt er tilladt, bare fortælleren selv tror på det. Ugler i mosen Det gør Jesper Ejsing. Han har bygget sin historie om Jarvis op på et solidt fundament af genkendelighed. Geder og troldmænd! Dog - efterhånden som historien skrider frem begynder man at se den fra flere vinkler. Der er ugler i mosen. Og til sidst fravælger Jarvis bevidst en karriere som borgherre til fordel for Smidals simple liv. Han medbringer dog så meget guld fra Targon Ves, at han kan skifte over til får. Jarvis er den udvalgte, som bliver til den selvvalgte. Inderlig romance Der er uendeligt lidt magi på Jarvis' trolddomsskole på borgen Targon Ves. Den kan minde om en engelsk kostskole, når den er værst. Her mobbes og chikaneres af hjertens ulyst, og de uduelige bliver sendt hjem igen. Der er kun plads til én lærling og til én efterfølger. En stor del af indlæringen består i mærkelige ord og uddøde sprog. Der tilbringes nok lidt for meget tid på biblioteket efter raske drenges smag. En romance imellem Jarvis og pigen Dori nede fra landsbyen lever godt op til kravet om inderlighed. Hvis der kom flere bind, ville de to nok få hinanden. Jesper Ejsing - er det ikke ham, der tegner sværd og trolddom (og vikingers hærgen), så det er helt overvældende? Jo. Og nu har han så skrevet en roman om sit eget indre rollespil (og illustreret den en lille smule). Det er en vægtig og redelig (og billig) fantasy fra landet Ledu. Uhyggelig nok til at give hjertebanken, men tillige fyldt med genrens velkendte glæde ved krostuer, mad og drikke. Skål!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her