Den britiske forfatter med polsk-jødiske aner brød igennem med den spændende arkæologi-krimi 'Den forsvundne hær', hvori han introducerede den egyptiske kriminalinspektør Yusuf Ezz el-Din Khalifa. Den sympatiske egypter med den søde familie og de forliste forskerdrømme er også med i bog nummer to fra Sussmans hånd. Men her hører faktisk enhver lighed med forgængeren op, om end der også indgår arkæologi i 'Templets sidste hemmelighed'. Beskyldninger Forfatteren lader både religiøse og politiske myter indgå i denne bogs handling. Førstnævnte af den helt store og ikon-agtige slags, her taler vi om selve lyset fra Gud, sidstnævnte af den mere ærekrænkende art. Det er det sidste, som foruroliger mig mere end det første, desværre kan jeg ikke forklare hvorfor uden at røbe en af bogens hemmeligheder. Men i det øjeblik man går ind i ægte nutidige konflikter, synes jeg, man skal passe på med, hvad man beskylder folk for. Kalejdoskopisk billede Lad enhver, der (ligesom jeg) har fået rigelig nok af den israelsk-palæstinensiske konflikt, hermed være advaret. Konflikten er en central den af denne bog, der i øvrigt er godt skruet sammen, som den målrettet bevæger sig gennem historien fra Jerusalem før vor tidsregning til dagens blodige konfrontationer i Mellemøsten. Khalifa er nærmest reduceret til en birolle, en vigtig en ganske vist, i dette ambitiøse forsøg på at bringe fortid og nutid sammen i et kalejdoskopisk billede af ondskab, vanvid, vild sorg og drømme om forsoning og medmenneskelighed. Persongalleriet er der bestemt ikke noget at udsætte på; det virker langt hen ad vejen yderst troværdigt. Personligt foretrækker jeg at hygge mig med krimier af den mere verdensfjerne slags, der går mere civiliseret til værks; men jeg kunne ikke lægge den her fra mig, hvor gerne jeg end ville. Det kan vel ses som en slags anbefaling.