Det sker ikke ret tit, at jeg efter at have læst mere end 300 sider af en roman, som jeg skal anmelde, faktisk glæder mig over, at jeg ikke engang er halvvejs igennem den. Sådan havde jeg det med Elizabeth Kostovas usædvanlig lange og usædvanlig spændende, uhyggelige og stemningsfulde roman om en vampyrjagt på tværs af lande- og kulturgrænser i den kolde krigs USA og Europa og på tværs af historiske epoker fra middelalderen til 1970'erne. Klassisk gotik De enkelte dele af 'Historikeren' indledes med citater fra Bram Stokers 'Dracula', og Elizabeth Kostova har da også lagt sig vidunderligt tæt op ad det klassiske gotiske forbillede. En ung pige drager i 1970'erne fra Amsterdam til et ældgammelt kloster i de franske Pyrenæer for at lede efter sin forsvundne diplomat- og historikerfar, som, siden han i sin studietid fandt en mystisk gammel bog uden andet indhold end et uhyggeligt dragende dragebillede, har næret en stærk interesse for vampyrsagn og for den rumænske fyrste Vlad Tepes, kendt som Spidderen eller Dracula, der i 1400-tallet forsvarede Valakiet mod osmannerne. Opslugende univers Pigens dramatiske søgen er en rammehistorie, som indeholder lag på lag af andre fortællinger, der krydser hinanden i tid og rum i form af efterladte breve, gamle bøger og andre historiske dokumenter. Denne teknik gør det muligt for Kostova at forskyde sin handling frem og tilbage gennem århundrederne og at operere med adskillige fortællere, som hver især kun kender en lille del af den stort anlagte historie, som de medvirker i, men som hele tiden føjer nye brikker til læserens forståelse - og lejlighedsvise forvirring, for det er ikke altid lige nemt at holde rede på det væld af historiske og pseudohistoriske oplysninger, som Kostovas roman er fuld af. Dét at man som læser indimellem mister overblikket, giver dog ingen skår i glæden, men bidrager tværtimod til fornemmelsen af virkelig at være opslugt af et univers, hvor vampyrer er en reel mulighed og trussel. Stilsikker uhygge Elizabeth Kostovas sprog og fortællestil veksler effektivt mellem det næsten poetisk dvælende og uhyre detaljerige - for eksempel i beskrivelserne af de underjordiske gravkamre, gamle biblioteker og middelalderkirker, som hendes roman er så rig på - og en mere nøgtern, fremadstormende stil, der bruges i de lange bevægelser fra Boston til Oxford, Istanbul, Balkan, Pyrenæerne osv. Hendes hovedpersoner er handlekraftige og sympatiske - og troværdige inden for romanens egne rammer - og man kommer hurtigt til at dele deres gru ved tanken om den forbandelse, som muligvis hviler over den søgende datter, hendes forsvundne far og hendes rumænsk-ungarske mor, som måske døde kort efter sin datters fødsel. Uden om dem bevæger sig en sand hærskare af forskere med dunkle hemmeligheder, uhyggelige bibliotekarer, lærde munke, bulgarske sikkerhedsfolk og mange andre farverige og underholdende bipersoner, foruden en Dracula, som ikke står tilbage for Bram Stokers i henseende til stilsikker uhygge. Husk hvidløg! 'Historikeren' er en roman, som man sidder oppe og læser, længe efter at familien er gået til ro, hvorefter man går en runde og sikrer sig, at alle sover trygt og godt, at vinduer og døre er forsvarligt lukket, og at hvidløgsbeholdningen er tilstrækkelig. Birgitte Brix har leveret en i alt væsentligt flot og stilsikker oversættelse, som dog skæmmes af lidt for mange småfejl af typen udeladte ord, bogstavombytninger, anglicismer og stilbrydende anakronismer, som burde have været udrenset i redaktions- eller korrekturprocessen.