Karl-Åge Enoksen hed en af de (meget) mindre profeter. Han blev agterudsejlet af pirater, men fundet af sin datter Mikkeline, da hun og Thorfinn i samme piratskudes jolle anduvede den øde ø. Om ham er der endvidere at sige, at han lig Moses kunne forvandle sin stav til en slange og desuden havde fri adgang til ølleverancer fra Det Høje. Hans eremittilværelse havde næppe været den samme uden Robert Louis Stevenson-figuren Ben Gunn som forbillede; men hans portvinstud havde med garanti heller ikke haft sit karakteristiske format uden inspiration fra talløse alkoholiserede Robert Storm Petersen-filurer. Behagelig tone Sidstnævnte kunne man f.eks. fra 1933 nyde i 'De Kulørte Sider', et tegneserietillæg til Berlingske Tidende, som Storm P. redigerede og hver uge tegnede en forside til, hvor han lod fantasien få frit spil. Da var han allerede veteran, for 'Peter og Ping' tegnede han fra 1922, 'De tre små mænd' i 1913, og 'Joseph og William' allerede omkring 1900, fortæller bagsideteksten. De kulørte forsidetegningers mylder af gæve mænd og bolde kvinder, frække unger og fortænkte filosoffer med kartoffeltud og loft til gulv-skæg kunne være opdelt i små ruder eller flettet sammen i én gigantisk nonsenskomposition, men altid var tonen lav og behagelig: »De har det bedre end jeg«, siger den tykke velklædte herre til vagabonden og forklarer: » - jeg har tabt en million«. Lazaronen med lapper alle vegne og hatten frimodigt fremstrakt svarer: »Nå, så spiller det vel ingen rolle med en 25-øre?«. At tillægget rummede andet end dansk hvidtølshumor, røber forsiderne fra 1936, der henviser til serier inde i bladet af Segar (Skipper Skræk), Chic Young (Dick Tracy), O. Soglow (Kong Kylie) m.fl. - men dog ikke Rube Goldberg, hvis skøre opfindelser og streg direkte inspirerede Storm P. selv. Udvalget og den korte bagsideintroduktion står Storm P.-Museets leder Jens Bing for. Mild overbærenhed Men hvor finder vi eremit Enoksen? Jo, på side 45 og frem i den billedfortælling om Thorfinn, hvis første striber så dagens lys i bladet Politisk Revy 5. marts 1971. Fortællingens plads i den danske tegneseries historie kan vel bedst sammenlignes med den, 'Pelle Erobreren' indtager i romanens historie. Men når det hos Nexø knager i samfundets fuger og bånd, er det hos Deleuran navnlig smilebåndet, der giver lyd fra sig. Claus Deleuran stod som den moderne danske tegneseries ukronede konge ved sin død i 1995, knapt 50 år gammel og midt i bind 9 af storværket 'Illustreret Danmarks-historie for folket'. Både bifiguren Enoksen og titeldittoen Thorfinn sprang lige ud af Kofoeds Skole og dens studenterkollegium, hvor Claus Deleuran dukkede op i sommeren 1965 og bl.a. traf Paul Holt, der studerede sociologi og i 1970 afløste Bente Hansen som redaktionssekretær på Politisk Revy. Året efter indførte han 'Thorfinn', som tiltrængt korrektiv til bladets strid om den »rette linie«. Holt - senere forfatter til kogebogen 'Grøn Gastronomi' og i dag forskningsbibliotekar - beretter med mild overbærenhed om miljøet, der »udviklede flere af de træk, sociologer bruger for at karakterisere religiøse sekter«, f.eks. 'Kapitalen's kanonisering som Helligt Skrift. Dertil kom, at »selveste arvesynden blev bragt til ære og værdighed igen, idet en 'akademiker' eller 'mand' måtte betragtes som fortabt ... mens 'arbejder' og 'kvinde', ikke mindst i forening, betød frelst«. Kæmpelort i Folketinget Deleuran, der var begyndt som etnografistuderende, tog fortabelsen med lige så højt humør som de øvrige politiske besynderligheder, han transformerede ind i sit fabelagtige univers, der blandede saga, eventyr og folkesagn med kærlige hilsener til danske tegnere som Storm P., Ingvar, Vilh. Hansen, ja, selv Clevin (s. 35 i anden del af Thorfinn) - for slet ikke at tale om 'Danmarkshistoriens' direkte indlemmelse af Lorenz Frølich. Et højdepunkt i seriens anden del er således kampen mellem Bytyren og Lindormen hjemme ved Tågegård. Bæstet, der ligger og spærrer for den lollandske landsbykirke, slår lige en sludder af med Tante Berlingske - den har en svaghed »for sminkede lig«! - før den socialdemokratiske tyr opnår »det ædleste af alt: Et kompromis!«. Lindormen sked så af skræk, og dens kæmpelort rejste sig som en anden Golem og rykkede direkte ind i Folketinget, med friluftsgebis og umiskendelig bornholmsk dialekt! Bankrøver og diktator Føler man sig trængt af Pianisternes patent på alt, hvad der er dansk eller folkeligt, gives der næppe bedre generobringstaktik end Deleurans danske vej til morskabs magt - med indbyggede tegnestifter til punktering af al provinsiel selvoppustelighed. Thorfinn selv blev bankrøver og diktator, før han i lighed med Diogenes atter flyttede hjem til den kæmpemæssige romtønde, der satte eventyret i gang. Hvordan det siden gik ham og hans uforsagte kæreste og eremitsvigerfar, kan man erfare ved at kaste et blik på Dagens Danmark. En hjælp er det dog også, at forlaget ligeledes har genudgivet de senere billedberetninger derom: 'Pirelli & Firestone', 'Mikkeline på skattejagt' samt 'Rejsen til Saturn'.