De har så travlt, denne verdens Kierkegaarde og Kraruper, for ikke at tale om alverdens muftier og moralister: Syndens løn er døden, og arvesyndens tårevædede åg bør tungt nedbøje vore protestantiske eller muslimske skuldre. Men der er trøst at hente i den hedenske Ovids 'Eskapader', der nu er kommet i det vidunderlige udstyr, man er blevet vant til at vente sig fra Otto Steen Dues og Gyldendals side, for slet ikke at tale om det, jeg tidligere har foreslået at kalde 'Due-dansk': en særegen, men meget charmerende sammensætning af det arkaiske og det nutidige i Dues gendigtning. Og så her med næsten uhyggeligt afvigende billeder af Christian Lemmerz, på samme tid kongeniale og gruopvækkende, skønne og skræmmende: Svagt udviskede fotos af en smuk ung kvindes ansigt og torso, hvor hendes øjne er lukkede, og ansigtets minespil antyder smerte og ekstase, udenom er der en monokromt violet baggrund, og hen over det hele en stærkere violet plamage, udtværet eller nedsivet. Elskovsdigte Det er fantastisk med denne trio, Ovid, Due og Lemmerz, en veritabel genistreg fra forlagets side, eller hvem det nu måtte være, der kom på ideen. Men hvad med digtene? Som det vil være Politikens læsere bekendt, er Due bagmanden bag den fornyede og formidable genoversættelse af Ovids 'Metamorfoser' der udkom i sommer. Men Publius Ovidius Naso (43 f.Kr.-18 e.Kr.), var mester for en længere række andre digte, herunder måske især kærlighedsdigte rettet mod samtidens romerske publikum, enten opskrifter og recepter på, hvordan man burde navigere i seksualitetens og forelskelsens livsfarlige (og huldsalige) farvande, eller som i dette tilfælde en række vitale elskovsdigte, der beretter om den voksne playboydigter Ovids umættelige og muntre appetit på Roms smukke og dejlige kvinder, blonde som mørke, unge som gamle. Glad kynisme Ovid beretter, hvordan han er omringet af to fløje: På den ene side kalder tragediens og elegiens forførende stemmer på ham, det skal være storladent og sentimentalt det her; og på den anden side mumler samfundet og miljøet, at han burde vinde hæder i krig eller politik eller jura, at han ikke skal spilde sin tid og sit talent med at digte. Ovid smyger sig letbenet uden om begge faldgruber: Den glad kyniske og momentant rørstrømske tone fastholdes og udfoldes - Ovid gør triumferende og drillende gældende, at digteren og især digtet er udødelige og almægtige, digterens ord kan forføre og bevæge med en magt, som går hinsides juristens ræsonnementer, politikerens rævekager og krigsheltens blodige gerninger. Frivol tone 'Eskapader' er ikke uhyrligt stramt komponeret. Det går en smule over stok og sten, men hovedlinjen består af digterens beskrivelse af sin affære med den skønne, gifte Corinna (samt alt det løse på sidelinjerne). Hvad styrer Ovid? Lysten, begæret: »For til at styre mig mangler jeg helt evne og styrke,/ går som et skib uden ror midt på et stormende hav«. Og dét er 'Eskapaderne's store, altopslugende emne og ærinde: Ustyrlig sex i lange baner. Mellem og på linjerne beskriver Ovid et Rom, hvor i hvert fald den velbeslåede overklasse muntrer sig med flid, folk er utro på samlebånd, og lysten styrer værket. Tonen er dog hverken kvalmende afstumpet eller klæbrigt lummer. Som det fint fremgår af Otto Steen Dues oplæsning af nogle af digtene på den medfølgende cd, så er der en let og frivol tone over Ovid, en tone, der gør, at vi er lige langt fra Marquis de Sades libertinisme og fra pornobladenes klamt kedsommelige vaden i kroppes trapezøvelser (men der er bestemt heller ikke tale om kedelig, ægteskabelig hyrdesex). Forbudt sex Ovids digt er ikke henvendt til moralisten, men til den, der er voldsomt forelsket eller engang var det; og dermed er scenen sat: Vi hører om den intense fryd ved sex, især forbudt sex, man må stjæle sig til, om utroskab og jalousiens grønne dæmon, om at vi skal give slip og lade partneren muntre sig (men samtidig vånder Ovid sig over de grafiske detaljer, hans fantasi fremmaner ved tanken om Corinnas sidespring), vi hører om de vilde ridt op og ned på følelsesskalaen. Der slås til lyd for, at man aldrig skal røbe sig, men altid holde tand for tunge for ikke at såre og ødelægge alt, der sukkes over kærestens pludselige hang til at ville have mange og dyre gaver, og der reflekteres over digterens trang til at være udødelig rockstjerne og score piger i store mængder, ligesom der minsandten også slås et slag for livets ret, kvinder bør ikke abortere, men skal for guds skyld føde, Ovid er abortmodstander. Her, i alle disse registre, taler den da 40-årige Ovid tværs hen over 2.000 år, det ryger lige ned i hjertekulen og skridtet, godt hjulpet på vej af Dues også denne gang utrolige og rappe rim (dobbeltvers på i alt 11 fødder), og Lemmerz' pirrende ekstasebilleder. Til en tid og et sted, der måske ikke er så forfærdelig forskelligt fra det livsnydende og dekadente Rom anno år 3 f.Kr. Måtte læseren tilgive egne og andres eskapader, og med hedensk spændstig appetit vende ryggen til denne verdens indtørrede moralister.