Anne-Marie Donslunds første bog om pigen Sara slutter sådan her: Mor Hanne får skudt hul i silikonebrysterne, mens hun arbejder sort i pizzeriaet, Majbrits fars murerbil svinger i allersidste øjeblik ind på parkeringspladsen foran det højeste højhus, der er også heste med, og imens driver regnskyerne ind over Ballerup fra nabokommunerne. 'Saras stil' var en debut, der vasker sig! Herlige heste Nu er det blevet en slags hverdag for Sara igen. Og i hverdagen ligger gemt, at hun har fået menstruation, og at Mahmoud kigger på andre piger. Hun er også ved at blive synsk. Anne-Marie Donslund kaster sig ufortrødent over fortsættelsen med en titel, som må få enhver læser af hunkøn til at smide ridebrillen: 'Sara og rideskolens musical'. Kun Sara synes ikke om musicalen. Hvad skal flamenco og dramatik til for, når hestene skal passes. Som redaktør af klubbens blad kan Sara kommentere ting og sager fra sidelinjen. F.eks. hesten Madonnas fremadskridende halten. Svig og død Anne-Marie Donslund er mere alvorlig denne gang. Selv om løjerne står i kø for at blive afleveret, er det med en underliggende tone af tristhed, som kan ramme piger i Ballerup i 13-års alderen. Venindeskaber krakelerer, og følelserne rutsjer til ukendte dybder. Portrættet af Sara og hendes vanskeligheder er gjort med skarphed og kærtegn. De øvrige personer blegner lidt ved samværet. Så udkommer Anne-Marie Donslund med endnu en mægtig afslutning. Forrest på scenen står såmænd Sara og spiller hovedrollen i det af ridelærerinden stærkt omformede skuespil af en spanier ved navn Loka - eller er det Lorca? Det handler om svig og død, om rideskolen og Ballerup og højhuset og Sara. Senere fortæller Mahmoud hende, at hun ser dejlig ud. De andre kalder ham Mutti, men for Sara er han Mammut. Sådan er det også med historierne om Sara. De er mammutgode.