Mie skriver til Malene. Og Malene skriver til Mie. Hen over Atlanterhavet flyver brevene imellem de to. De handler om alt det frygtelige, som skete, dengang Mie og Thomas var i pr-gruppen for Operation Dagsværk. Husker du? Ulla Taylor har skrevet en enkelt (rost) roman for voksne, 'Dametur'. Nu kaster hun sig som nybagt ungdomsfortæller ud i den sværeste af alle genrer, brevromanen, og det går grueligt galt. »Husker du, da vi var inde at se 'Sophies valg'?«, skriver Malene. Og så fortsætter hun med at genfortælle handlingen. Helt ærligt! Hvis man har set 'Sophies valg', så glemmer man den aldrig! Der er alt for mange 'husker du'er' med forklarende vedhæng i 'Søster (kære) søster', alt for mange velovervejede og polerede udsagn. Fuck dig! Brevene er hægtet stemningsmæssigt tæt sammen, selv om læseren ved, at postbesørgelsen imellem LA og DK kan tage en uges tid mindst. Handlingen er henlagt til 1980'erne. I dag ville søstrene M. & M. maile sammen. Måske var de nemmere kommet på talefod med hinanden på den måde? Fuck dig! Søster! Knuste hjerter Når det er sagt, er 'Søster'-bogen skrevet i en velgørende rå tone og med stor forstand på søsterskab. De to piger krabber sig langsomt, men målrettet frem mod de sørgelige begivenheder, som endte med flere knuste hjerter. Fra sit eksil i Amerika - hvor de har den velgørende indstilling, at mad er noget, som skal overstås - skriver storesøster og fredsforstyrrer Malene i et kækt sprog, som dog falmer hen ad vejen. Hun bidrog heller ikke aktivt til Operation Dagsværk. Søster Mie er en knækket blomst, hun er den lille, og alligevel slutter hun brevvekslingen af med en afgørende, ordløs og portofri handling, som måske kan redde stumperne. Slutningen er faktisk det bedste ved denne historie, som havde fortjent en kærligkritisk redigering.