Tænk, hvis man stillede sig op på Tower Bridge i London og lige så stille dumpede sit liv ned i Themsen: computer, blop, mobiltelefon, blop, penge, formue, venner, adresser, netværk ... blop. Og så begyndte forfra. I en alder af knap 50. Kan man det? På en bjergtinde i Jotunheimen Alf I. Veber, den herlige helt i 'Kongen af Europa', gør forsøget. Fra Tower Bridge fører hans livsbane ned i dybet til en ny karriere som musikant i undergrundsbanen. Diametralt modsat den top, han ved romanens begyndelse fem år før satte ud fra som it-millionær og navnlig: nordmand. Ved indgangen til år 2000, nytårsaften, befandt Alf sig nemlig på en bjergtinde i Jotunheimen. Alf I. Veber er nulstillet Her kyssede han engang sit livs Anna, og her vil han helt alene tilbringe midnatstimen allerøverst oppe i frost og sne med ski og kompas og tophue. Som en ægte fjeldabe, hvis eneste proviant er det, der på dansk hedder en Yankiebar og på norsk en Kvik Lunsj. Men så sker det, som ikke må ske og ikke kan ske for en nordmand: Han går vild. Det hørs ikke bra ut, vel: Nordmanden Alf I. Veber går vild på et fjeld i Jotunheimen! Nå, nu er han jo altså nordmand, så han behøver ikke engang tænke over, hvad man gør i sådan en situation. Man graver sig ned i sneen, æder sin Kvik Lunsj og venter på, at det bliver morgen. Klokken er 00.00.00, og Alf I. Veber er nulstillet. Grundfjeld og urprosa Og her har Alf så en af sit livs fem portaloplevelser. Mens han sidder dér i natten til det nye årtusind, beslutter han sig for at begynde forfra med sit liv og især: generobre sit livs kærlighed, Anna. Et pragtfuldt projekt, som Kjærstad nu forfølger fra bjergtop til undergrundsbane, fra Oslo til London, fra barndom til voksenliv. Et nutidsspor af de tre kæmperomaner om Jonas Wergeland. Det er Kjærstad på godt, fordi han så umådelig spændstigt, inciterende, frækt, begavet og helt enormt skægt kan sætte scener op og lade læseren leve sig ind midt i dem. Det er ren Rifbjerg allerede på bogens første sider, da Alf skandaliserer en rædselsfuld ambassadereception i London under et febrilsk forsøg på blitzkrig mod eller for Anna (jeg) Anna. Og det er nordisk grundfjeld og urprosa, når han klipper tilbage til konfirmandundervisningen hos en vis pastor Elg og hans smilende seksualundertrykkelse, hvor der »ikke er langt fra sjælesorg til petting«. Kjærstad var ikke Kjærstad, hvis han kunne modstå en brander, som lægges i munden på en pige ved navn Johanne: »Vi burde sætte et af de der vejskilte op uden for hans kontor: Fare! Elg!«. Meget til fælles med Jan Kjærstad Johanne er en af kvinderne i Alfs helt unge liv. Under et racerløb med sæbekassebiler torpederer hun ham så eftertrykkeligt, at han må have fjernet milten og leve til sine dages ende med nedsat immunforsvar. Selvsagt også i symbolsk forstand. Sporet med Alfs ungdomskærester ender lige så tragisk, som det er begyndt barokt, idet både sæbekassebilen og det fatale sammenstød er beskrevet med et overforbrug af virkemidler, som er den farverige losseplads værdige, hvorfra sæbekassens reservedele kommer. Hvilket går ganske godt i hak med, at Alf I. Veber senere i livet bliver litteraturvidenskabsmand og barok-ekspert, før han slår sig på it, på portaler - og portaloplevelser. Der er mønstre overalt i romanen - og sagde Alf I. Vebers gamle historielærer ikke også akkurat, »at det var hans største gave i livet: evnen til at afdække mønstre, at se korrespondancer«. Her har Alf altså ikke så lidt til fælles med Jan Kjærstad, og det gælder i endnu højere grad, når han jævnligt messer et omkvæd: »Hvad stiller vi op med alt det, vi ved?«. Lovlig meget encyklopædi over bogen Det er så en lille smule Jan Kjærstad på ondt. For hvad stiller han op med det allerhelvedes meget, han ved? Lader det gå ud over læseren. 'Kongen af Europa' er ligesom Wergeland-bøgerne en sand eksplosion af viden og af vid, et barokt bygningsværk, javel, men også en konstruktion af lutter højdepunkter og enormiteter, alt gennemtrængt af samme skægge, frække, kløgtige, drengede stemme, som man sikkert er et skarn at klage over, men nu gør jeg det alligevel: Jeg savner konturer i dette landskab, jeg ønsker mig temposkift og forskellige temperamenter, jeg ville gerne en gang imellem have en lille pause fra den superintelligente friskfyr, der er til stede i hvert eneste bogstav i denne kæmpestore roman. Der er lovlig meget encyklopædi over bogen, postmoderne afhandlinger om alt og intet, selv om jeg godt kan se mønstret i, at det f.eks. er »labyrinter«, »virus«, »strikketøj«, »gulvbelægning i Marcuskirken«, »kort«, »gåder«, »ekstranøgler«, »koder«, »kaos«, »låsesmede« ... osv., der blandt meget andet fyres artikler af om undervejs. Ingen Kvik Lunsj »Kulstof og kundskabsbrokker mindede om hinanden, tænkte Alf«. Står der på side 203 med en ret typisk Alf- og Kjærstad-formulering, thi alt muligt minder jo nemlig om alt muligt i dette univers. Men det skal selvfølgelig ikke lægges Kjærstad til last, at han har selvironi og tekster ironien for hørehæmmede. Ligesom det jo heller ikke ville være nemt hverken at bruge sproget eller skrive litteratur, hvis ikke alt muligt mindede om alt muligt andet. Og netop det encyklopædiske er så meget desto mere en del af romanens ide, som det spænder Alf I. Veber op imellem hans romantiske drift og hans ønske om oplysning. Så jeg undskylder mine utaknemmelige indvendinger over too much of a good thing og anbefaler alle og enhver at gå ind gennem romanens fem portaler, hvoraf for resten én er Tivoli og en anden er Møns Klint. Der er masser af Danmark i denne bog, som ellers i høj grad er henlagt til London i det Herrens år 2005, hvor Norge fejrer sine 100 år og mere end nogen sinde ønsker at promovere sig. Nation building er som bekendt et nynorsk ord. Promoveringen har Jan Kjærstad en stor og kærligt humoristisk distance til, men det hindrer ham ikke i at være vildt optaget af at få fortalt den gamle historie om Elefantens Væsen under titlen 'Norge og nordmænd'. En herlig historie, trods alle indvendinger. Men ingen Kvik Lunsj.