Det regner med forfærdelige fædre i disse år. Fædre, der ødelægger deres familie, fordi de selv er gået i stykker indeni. Sønnernes litterære faderopgør har resulteret i harske bøger som Vagn Lundbyes 'Trefoldighedsbarn', Erling Jepsens 'Kunsten at græde i kor', Erik Steffensens 'Valbyengelsk' og Jens Blendstrups 'Gud taler ud'. Strinter hestejod på sår I den sammenhæng er Mikael Josephsen, som har tre digtsamlinger bag sig, ikke den, der stikker op for bollemælk. Den far af en travtræner, som han skildrer i sin første prosabog 'Opløb', hører absolut hjemme i psykopaternes superliga: Han er helt igennem uden evne til at leve sig ind i andres smerte. Da sønnen bliver sparket på knæet af en hest, så man kan se ind til knogler og brusk, konstaterer han, at det bare er en hudafskrabning og strinter hestejod på såret. Overlevelsesstrategier Faderen drikker, spiller hasard med hus og hest som indsats, horer med staldpigerne, og værst af alt holder han med sin daglige terror familien i et jerngreb. Ikke én mulighed for at fortælle sønnen, at han ingenting kan, at han er dummere end en hest, bliver forpasset. Det er usandsynligt, at faderen ville anerkende ham, selv hvis han blev verdensmester i boksning, bordtennis og fodbold. Derfor har han andre overlevelsesstrategier: For at glemme den psykiske smerte river han hår ud af hovedbunden på sig selv, spiser alt for mange søde sager eller leger, at han er død ved middagsbordet, for at faderen ikke skal falde over ham. Han vil ikke være til besvær. Holder drengens perspektiv gennem uhyrlighederne Det virkeligt stærke ved de femten erindringsstykker fra en opvækst i helvede - som er et rækkehuskvarter i Klampenborg i starten af 1970'erne - ligger i Mikael Josephsens blik for de mekanismer, der går i gang i et barn, der er forprogrammeret til at tage skylden for de voksne, der ikke magter tilværelsen. Den selvdestruktive logik, der siger, at 'det er min skyld', at far ikke er blevet rig og berømt, og at mor tager piller for dårlige nerver. Portrættet af en dreng, der i den grad må digte og pynte på virkeligheden for at overleve, går direkte i mellemgulvet. Josephsens afgørende greb er at holde drengens perspektiv hele vejen gennem uhyrlighederne - et greb, som gør, at hans fantasier og overlevelsesstrategier slår direkte ud i sproget. Selv i helvede glimter lykken Det bliver kun endnu mere uhyggeligt at læse faderens fornedrende love, når de løber drengen i munden som ren gift: »Når man har vundet, har man ret til at være på Jorden«. Så tydeligt kan man vise, hvordan 'den sociale arv' bliver givet videre. Men selv i helvede glimter lykken: Den er tre gange BAR på stribe på en enarmet tyveknægt sammen med mor og søsteren. Fortællingen om en sommerdag på Bakken er præcis så sentimental, som man kan tillade sig at være, når smerten løber neden under det hele. 'Opløb' er en bog, det gør ondt at læse, fordi den forbliver tro mod den måde, en dreng på otte-ni år oplever svigt på svigt på. Det er en bedrift at kunne leve sig ind i - eller genkalde sig - og beskrive så præcist, som det sker her.