Debutanten Tine Enger er født i 1965, muligvis ved Vesterhavet. Hertil har hun i hvert fald med mærkbar kærlighed henlagt handlingen i sin roman, nemlig til den fiktive by Fjern, der også har givet romanen navn. Bør læses som krimi Fjern er en spøgelsesby, fordi den danske stat i tresserne eksproprierede den til militært øvelsesområde - sammen med omkringliggende husmandssteder og gårde. Eksproprieringen og dens langtrækkende konsekvenser for lokalområdet danner dybest set baggrund for romanen, som efter min mening bør læses som en krimi for at kunne betragtes som vellykket. Flytter ind i tomt barndomshjem Den ca. femogtrediveårige pressefotograf Freja får pludselig at vide, at hendes far, enkemand, enspænder og anerkendt forsker i ravudsmykninger fra vikingetiden, er død. Freja hentes i København af politiet og kommer tilbage til barndommens land for at være behjælpelig med at fastslå, om der var tale om en ulykke, selvmord eller...? Hun flytter ind i sit nu tomme barndomshjem ganske nær Vesterhavet, og gennem hele bogen skifter kapitlerne mellem hendes voksne nutid med den eskalerende efterforskning og så de barndomsminder, hendes tilbagevenden giver anledning til. Effektiv og underholdende fortælling En såre genkendelig, troværdig og meget brugt proces, når man vil skildre betydningen af menneskers rødder. I dette tilfælde er det dog ikke så meget Frejas rødder som hendes fars, der er problemet. Det lykkes dog Tine Enger at få antydet et tankevækkende drama mellem to forældre, som (trods indbyrdes kærlighed!) hylder hver deres, modstridende idealer og gerne vil forme deres eneste barn derefter... Sproget er pænt uden at være prangende, og handlingens sandsynlighed scorer ikke topkarakter, men når der som her er tale om en krimi med spænding, opfindsomhed og et originalt miljø, gør det vel mindre. Alt i alt en effektiv og underholdende fortælling om en mental og geografisk udkant af Danmark.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























