Preben Mørkbak fik i foråret en køn succes med 'Skibet og sværdet', der udgjorde første del af en omfangsrig roman om Erik den Røde, den iltre viking, der grundlagde bygder flere steder på Island og i Grønland, mens hans søn Leif drog over på den anden side af havet til Vinland, dvs. til New Foundland. Preben Mørkbaks Erik har fra barnsben et frygteligt temperament, hvad man kunne konstatere i 'Skibet og Sværdet'. Og samme temperament og kolossale viljestyrke rumsterer lige så intakt i hans sagas andet bind 'Ploven og Sangen'. 'Den bleghvide' Erik levede i en tid, hvor flere og flere forlod den gamle tro og gik over til Hvidekrist, men Erik holder den store roman igennem fast ved Tor, den gud, han kan søge ind i, og som undertiden fortæller ham, hvad han skal gøre. Ikke at hans bud alle er lige til at begribe, men ham elsker han, og ham har han tillid til, mens det samme ikke gælder 'den bleghvide', som han kalder Kristus. Et rullende hueløst hoved Erik har mange fjender. De fleste får han på grund af sit temperament, men hans elskerinde, trælkvinden Katla, forstår ham og kan udlægge hans sære sind for andre. Erik har flere væsner, fortæller hun, og i modsætning til andre mænd vedgår han sig disse. Selv om dette kunne tyde på, at Erik er en slags moderne mand, er han dog svær at begribe, for hans raseri er uden lige, og bersærkergang ligger ham ikke fjernt. Han strides også med sin kone, mens elskerinden altid forstår ham og altid kan få hans krop til at synge. Når Erik ikke elsker, kæmper han med sig selv og mange andre, og sommetider går det til på samme lystige måde som i 'Skibet og Sværdet'. I 'Ploven og sangen' finder man til eksempel følgende passage: »Bonden på Saurstad nåede ikke at ænse, hvad der overgik ham. Hans hueløse hoved rullede ned ad skrænten og lagde sig splattende tilrette i bunken af nedstyrtede sten. De vidåbne øjne så stift mod Erik, der stadig uden et ord fortsatte op ad skrænten«. Skimter længselsfuldt frem mod slutningen Som læser ser man tydeligt for sig, hvordan det stakkels hueløse hoved lægger sig 'splattende tilrette', og man kan være lige ved at beundre det hueløse hoveds bevægelse, men også kun næsten, for nogle af Preben Mørkbarks midler er det rene overkill og virker, som var de fabrikeret på og af purt testosteron. Man skal derfor nok være et stykke af en stærk, maskulin sjæl for ret at kunne goutere Preben Mørkbaks fortællemåde. Det er kun i få øjeblikke, der hersker ro over feltet, som når der har været fest, alle har spist sig mætte, og solen igen forgylder verden med sit gyldne lys, og man langt op i fjeldet kan høre »et gedigent ræb«. Læseren følger Erik gennem hans manddomstid frem mod alderdommen og til tabet af Katla og det endelige møde med den hvide bjørn. Vejen er lang, meget lang, og når man er sådan to tredjedele inde i den kolossalt store roman, begynder man, dvs. anmelderen, at skimte en anelse længselsfuldt frem mod slutningen, for der er mange - og for mange - parallelforløb og ditto scener. Men står ens litterære hu til Prins Valiant og de islandske sagaer, vil man sikkert kunne finde behag i Erik den Rødes blodrige saga.