Moralske gråzoner, uklare frontlinjer og tågede forestillinger om, hvordan en sejr egentlig ser ud. Krig anno 2005 er en kompliceret affære, hvor det kan være vanskeligt at skelne de gode og de onde, og man i dystre stunder kan blive i tvivl, om de førstnævnte overhovedet findes. Det var lettere i Anden Verdenskrig. Heltenes tid Misforstå mig ikke. Anden Verdenskrig var en forfærdelig affære, der dræbte millioner og atter millioner, knuste den europæiske jødedom og bragte Europa til tiggerstaven. Men dengang var der i det mindste orden i tingene og styr på, hvem der var de gode, hvem der var de onde, og hvem der var de virkelig grusomme. Her var om noget en heltenes tid, hvor de allierede kæmpede skulder mod skulder mod nogle af de mest barbariske og morderiske regimer i menneskehedens historie. Hvad nu hvis? Det er i al fald det indtryk, man får fra den endeløse række af krigsfilm, dokumentarserier og bøger, der her et par generationer efter V-dag bliver ved at komme i en lind strøm om Anden Verdenskrig. Men hvad nu, hvis virkeligheden alligevel var lidt mere kompliceret, og det ubrydelige broderskab mellem de allierede i virkeligheden slet ikke var så ubrydeligt endda? Hvad nu, hvis de allierede faktisk var på nippet til at gå i opløsning, og både USA og Sovjetunionen pønsede på at slutte en separatfred med Nazityskland. Og hvad hvis Hitler slet ikke var så forrykt endda, men faktisk var rationel nok til efter nederlaget i Stalingrad at vide, at krigen var tabt og derfor kunne lokkes til en sådan fred? Handling baseret på fakta Det er præmissen for den skotske forfatter Philip Kerrs nye roman, 'Hitlers fred', som tager læserne med på et actionpakket stykke alternativ historie. Handlingen centrerer sig omkring mødet mellem Roosevelt, Stalin og Churchill i Teheran i 1943, med optakt i USA og Nazityskland, og som man kunne forvente af manden bag den blændende 'Berlin Noir'-trilogi er det ikke mindst scenerne fra Tyskland, der er fascinerende. Som altid hos Kerr er så meget som muligt af handlingen baseret på fakta, og personerne derfor i de fleste tilfælde rigtige personer. Guiden til det tyske rige på randen til afgrunden er Walter Schellenberg, den unge og forholdsvis sympatiske leder af den tyske udenrigsefterretningstjeneste. Godt underholdt Han ser med stigende bekymring på, hvordan Tyskland glider længere og længere i afgrunden, og da han får nys om det forestående topmøde på den allierede side, udklækker han en dristig plan for at myrde de tre ledere og dermed måske tvinge deres afløsere til forhandlingsbordet. Operation 'Long Jump', som Schellenberg døber missionen, fandtes faktisk i virkeligheden, hvor den som bekendt ikke lykkedes. Om den gør det i Kerrs version, skal ikke røbes, men den sætter scenen for et fredsforsøg, som helt sikkert ikke indgår i den officielle beskrivelse af mødet i Teheran. Om man finder denne type alternative krigshistorie fascinerende eller langt ude, er smag og behag, men undertegnede kan afsløre, at han var ualmindelig godt underholdt. Fortiden vakt til live Mindre godt fungerede den amerikanske del af fortællingen, hvor der går lige lovlig meget Raymond Chandler i den, og hvor hovedpersonen er lidt for meget supermand til min smag. Men beskrivelsen af den paranoide stemning blandt både de allierede og i Tyskland, hvor ingen stoler på nogen, og hvor rygterne svirrer som tordenfluer, er ramt lige på kornet. Skikkelser som Himmler, Beria og Hitler himself kommer til live, og man får fornemmelsen af, hvordan det må have været dengang. Hvor forfærdeligt, men også hvor basalt spændende. Alt kunne vitterlig ske. Og gjorde det. Er man blot det mindste historieinteresseret, er det bare fantastisk interessant at se fortiden vakt til live, sådan som Philip Kerr har formået.