Er der et ur i Jokum Rohdes noveller, kan man være sikker på, at det er et tårnur. I den forstand er hans nye historier gotiske, omvendte, slynget ind af fortidig skrift og dybe floder af tilfældig ondskab, som igen og igen skyller ind mod nutidsbredden. Ikke at ondskaben gør noget og skal revideres - den eksisterer på egne præmisser, gemt væk bag dunkle former af skrift og sten og tid, som om byen, han skriver om, kun lader sig aflæse i psykopatiens lys, af de særligt psykopatisk indlevede, som drager om i byen og leder efter spor. Det er et koldt bylandskab, han efterforsker, men også et spændende landskab. »Ik' forstået«, er min første indskydelse. Men dog forstået - som man forstår de dunkle drømme. Ingen humor Jokum Rohde er dramatiker, med stor succes på sin sidste forestilling 'Pinocchios aske' og formentlig, håber jeg, en ny succes på forestillingen 'Aarhundredet', som lige straks har premiere på Kaleidoskop. Vil man overbevise sig om hans dramatiske talent, kan man begynde læsningen med novellen 'Skrænten', som er en livskraftig parodi på det gamle danske gyserhørespil instrueret af Oluf Bang - et Gregorymysterium, som tilsyneladende uanfægtet tager hul på mysteriet om mordet på Oskar Steranko - var det Bella, var det Bais, eller var det Astor? Mens selskabet spiser smør på sølvfad, bliver Oskar Steranko måske myrdet, måske ikke. »Et lynglimt oplyste Oskar Sterankos sønderknuste kranium og hans øje, der stirrede dødt op på den fritstående håndvask med den ene hane til diverse nattoilette«. Alle personerne bliver mistænkt af detektiven Sorte Maske: (»Det var som om masken var smeltet sammen med det forbrændte ansigt. Filt, kød, hud, sårskorpe og arvæv fyldte mandens ansigt i en uhyggelig masse«). En gammeldags Agatha Christie-opklaring er undervejs - og dog slet ikke. For der er ingen hvilepunkter, og ingen humor. Det vigtigste krav fra novellen er, at vi skal tage den alvorligt som udsagn, som model, som færdig skitse. Vil man det - eller ville man have foretrukket et radiospil? Fascinerende grænseprosa Fortælleren bugter sig ind og ud af byens skjulte kvarterer, ofte som sig selv, ofte som en anden, men mest som perfektionist og utopiker. I 'Løwenlandet', titelnovellen, er hovedpersonen envoyé fra det ikkeeksisterende land, hvis kardinaldyder er smerte og fornedrelse. Med omhyggelig, næsten kafkask bureaukratisme gennemgås håbet om en digterisk udfrier, men matematisk og tilfældigt ender historien ikke med andet end de fleste andre variationer af temaet: historien om et forudset mord. En tredje novelle er den mere umiddelbart forståelige narkonovelle om manden overfor, som brænder sin håndflade på gaskomfuret hver aften klokken tolv. Hvorfor nu det? Jamen, fordi han gør det. Er det opera, er det gotik, er det ironi, er det gys, er det sælsomme drømme om det onde? Det er det hele. Jokum Rohdes skildring af det ulækre har også en ulækker stil, en mangel på forfatteranfægtelse, som delvis imponerer, delvis irriterer. Der er noget blåsyre over hans fantasi, som man slet ikke kan fralægge talent. Det er grænseprosa - og (kun) hvis man er tunet ind: fascinerende grænseprosa.