Egentlig burde man begynde sådan her: Anmelde denne bog? Det skulle da være til fantasypolitiet! Men selv en anmelder kan være et pænt menneske. Og så er fantasyvirkeligheden jo, at Helle Rydings 'Den sorte ravns forbandelse', der er bind ét i trilogien om 'Morganas kilder', ikke er meget ringere end det meste. Det gør blot historien ekstra sørgelig. De gode mod de onde Vi er i nutiden på herregården Svaneborg. Her bor Elisa på 12 år. Hun blev efterladt en allehelgensnat ude på hovedtrappen. Grev Ulrich og resten af husets beboere har alle en finger med i det spil, som begynder, da Elisa mister sit beskyttende skjold og opdager, at katte kan tale, og dræbersnegle kan dræbe. Og at hun selv er noget særligt. Elisa har altid været ferm til universet, musik og latin, nu bliver hun blandet ind i den store strid imellem de gode og de onde. Sidstnævnte fremtræder i både jordisk og overnaturlig klædning. Dyr og roser holder med Elisa. Dameblad i guldalderramme Hvis det ikke var så gabende kedsommeligt fortalt og helt uden nerve, var det såmænd godt nok fundet på. Men når der slet ikke er fremdrift i historien, når den står og tripper forlegent i sin herregårdsidyl og andemad, så træder reglen om underholdningsværdi i kraft. Der er for meget dameblad i guldalderramme over 'Den sorte ravns forbandelse'. Og hvem har i øvrigt fundet på, at en fantasytrilogi altid skal lande på 1.000 sider - mindst? Så måske er det alligevel på tide at alarmere fantasypolitiet! Der er alvorlige sprækker i fantasiskjoldet! Det beskytter os ikke så godt længere. Alt for meget kan trænge igennem.