Der findes ikke 'normale' børn. Det ved enhver og især Bent Haller. I 'Det roterende barnekammer' har han samlet 60 øjebliksbilleder, præcis som han ser det, når han betragter verden gennem sit roterende røntgenblik. Det kan han! (Også det!). Bag facaden er der ikke pænt, men måske mere normalt. Ingen pegefingre De fleste skolebørn kender historien om 'Ispigen', der smelter af ensomhed og sorg. Den er blevet klassisk. Måske kommer den engang med i kanonen! Disse nye historier er bygget over samme pind med sjæle på is. Det er korte observationer på 2-3 sider, der hverken rummer moral, morale eller en løftet pegefinger. Dertil er det for alvorligt. Lider i stilhed Atter en gang befolker Bent Haller siderne med ensomme, misforståede og samvittighedsløse børn. Der fortælles i en tør, registrerende tone, som ikke tåler modsigelse. Det kan f.eks. handle om 'Den stille pige', der lider i stilhed, for ikke at vække opsigt. Hun har end ikke noget navn. Det har pigen, der samler på vandpytter. Hun hedder Miranda. Det er Sandra, der samler på halve sandheder og løse rygter. Ondskab og ensomhed Når historien er slut, er læseren både ramt og renset af sorg og smerte. Kun Vorherre vil kunne ramme plet alle 60 gange, men Bent Haller har en høj træfsikkerhed. Der er koldt under fernissen. Børn og forældre lever på hver sin planet. Det er ikke uskylden, der regerer i barnekamrene, men det blanke ego. Her bor ondskab og ensomhed. De voksne agerer fornuftigt, men de ser og forstår ingenting. Rundtosset læsning 'Det roterende barnekammer' skal ikke læses ud i én køre. Så bliver man rundtosset. Man skal nyde en tår, når tilværelsen begynder at blive alt for forudsigelig og rar. For der er mere mellem skole og hjem, end de fleste aner. Bent Haller gør! Og hvem er bogen så skrevet for? Begge parter! Den opildner forældre, der er holdt op med at undre sig over, hvad der foregår inde i børn. Og den trøster børn, der er begyndt at undre sig over dette sære liv og alle dets krinkelkroge.