Han er mildt sagt et alsidigt talent, digteren, manuskriptforfatteren og nu også snart skuespilleren Daniel Dencik (f. 1972) - men betyder det, at han er et overfladisk virrehoved, der ikke kan fokusere ordentligt og rastløst spreder sine talenter for karrierevinden? At dømme ud fra digtene i 'Solvinden' (Denciks anden digtsamling) er jeg tilbøjelig til at mene nej. Samlingen falder i fire løst tematiske dele; digtene er lette og ofte finurlige, med elegante, livsfilosofiske twists og også ofte fint kalibrerede former, det er små snit ned i solvindens aftegning af »rummet der trækker/ et spor gennem tiden«. Af med trusserne! Vi hører en smule om Denciks ungarske herkomst, vi bivåner glimt fra rejser til primært Mexico, og så er der i øvrigt et udmærket satirisk lille digt, der udstiller den solidariske hjælpearbejder i kibbutzen, hvis dybeste motiv imidlertid ganske enkelt er trussejagt: »vi der ville forandre/ verden vi levede i/ vi der ville hjælpe/ alle ensomme// alle fattige/ alle fortabte/ af med trusserne«. Tilsammen aftegner denne solvarme vinds strejftog de flimrende konturer af en yngre mands muntre liv med kæreste og bror, eftertænksom, men glad, velskrivende og kvik, alt vel på den lune monsunvind.
En glad solvind
Lyt til artiklen
