'L'ennui anglais' kalder de franske den flegmatiske og kedelige livsstil i den engelske families skød i weekenden, med sen middag med god mad og drikke og konventionel konversation med kniv og gaffel. Med mere form end indhold, mere høflig snak end intelligent substans. Så over fine vine skændes du anstændigt med sordin, vi taber sjældent masken, og er vi uenige, kan dette klares med en gin og tonic en anden dag efter et slag tennis. Kort sagt, så er den engelske kedsomhed organiseret skyhed for enhver kontravers, klassekonflikt og konfrontation. Social mur Denne fordom eller dette forhold er kernen i Ian McEwans meget lange roman 'Lørdag' om en familiefar og hans kernefamilie, så absolut stedt i den højere middelklasse og på solsiden af samfundet. Vi følger overkirurgen, den næsten 50-årige Henry Perowne, som både romantisk og korporligt elsker sin kone, Rosalind, datter af en berømt lyriker bosat på et slot i Frankrig og selv estimeret juridisk konsulent for en velrenommeret avis. Plus de to børn, den talentfulde rockmusiker Theo og den endnu mere talentfulde Daisy, hvis sexede digtsamlinger er markante, melodiske og meningsfulde. Det er sigende, at Henrys spil er squash - det at serve med en modspiller bolden op mod en mur. Sådan er lægens liv, en behagelig konkurrence om at tyre hårdest til en bold op mod mellemlagenes sociale mur af selvtilfreds bevidstløshed og høflig beskedenhed. Tør britisk realisme Således et sindrigt sindbillede på denne lørdag i 2003, dagen, hvor Tony Blair sammen med præsident Bush erklærer Irak krig, og 2 millioner englændere derfor demonstrerer i Hyde Park. Og Henry er med sin Mercedes 500 af den grund stødt ind i en smågangster i en BMW, en mindre skade, som siden hen og hen på aftenen bliver til en konfrontation midt i den engelske kedsomhed med drinks, dikkedarer og lidt skænderi mellem far og datter, om det nu er klogt at gå ind i Irak for at styrte Saddam Hussein. I et historisk øjeblik forråder Blair som engelsk akademiker og statsminister sit lands traditionelle og intellektuelle arv i Europa - ifølge Ian McEwans nye roman, der som altid er både velskreven og velturneret i sin tørre britiske realisme, hvor selv kommaer er kølige og koncise. Vor hovedperson, Henry, som udelukkende tænker i hjerneneurologiske baner og termer, er i tvivl om Irak, født for sent til 1968, opvokset i et årtis relativt trygge komfort og lidt for ligeglad med Margaret Thatchers stenalderliberalisme er han sine børns eklatante modsætning og faderlige antitese. Op mod nutidens rebelske unge, som retrospektivt begynder at annamme ungdomsoprørets paradoks: Du har ikke en chance, men tag den dog alligevel! Lang lunte 'Lørdag' er meget lang i spyttet, tør og kultiveret som den Fino-sherry, engelske intellektuelle gerne diskuterer skabsliberalisten Tony Blairs amerikanske forlibthed over. Ian McEwan har skrevet mere inciterende end her. Således er bundlinjen på 'Lørdag' lang som et ondt år, men sådan var jo 2003, episk en meget lang lunte, omstændelig som opskriften på ægte bearnaisesovs. Dog efter mange sider og mange ord belønner bogen sin læsers tålmod med præcis den engelske og litterære dyd aldrig at være rigtig kedelig uden en rigtig god grund og en rigtig god historie.