Det er svært at sidde stille ved arnen, mens Susanne Clod Pedersen fremfører første del af sit kvad om 'Arnulf'. Endelig! Endelig er der én, som fortæller, hvordan det virkelig var med vikingerne. Og så en kvinde! Ikke alt det blødsødne pjat om handel og fredelig sameksistens. Nej! Her kommer the real thing. Blod og våbengny, mord, voldtægt og skattejagt. På vikingetogt Vi er i kong Svends tid, det vil sige tiden kort før år 1000. En lille boplads et sted i Danmark venter på, at mændene i langskibet skal komme hjem med bytte. Det gør de, men togtet er ikke gået helt efter planen, og byttet er en enkelt stormandssøn til trællehytterne. I knibe Arnulf har mistet sin elskede storebror, og vild af vrede og sorg kommer han til at slå sin anden bror ihjel. Nu flygter han med den nye træl, og efter farer og kampe stævner de to juniorkrigere ind i en af Norges stolte fjorde. Nu er Arnulf kommet ind med en anden flok vikinger, og inden længe er han på sit første togt med dem. De hærger og plyndrer i det engelske, men mod slutningen af dette første bind er Arnulf forladt af sine våbenfæller - og i alvorlig knibe. Mandsmod og kraft Kvinderne har godt fat i mænd som 'helte' i bøger for børn og unge i disse år. Josefine Ottesen, Karen Skovmand og nu Susanne Clod Pedersen, der altid har dyrket vikingetiden. Forfatterens ærinde er ikke traditionel fantasy eller beskrivelse af en personlig udvikling. Nej. Hun vil tiden. Hun vil føle og lugte og mærke den, og det smitter gevaldigt af på læseren, der godvilligt lader sig føre af sted over stok og sten, mens sværd møder økse. Sproget er højstemt og i vikingedur. Det kammer over enkelte gange, når selv den stolte fugl mågen skal påkaldes: »Mågerne skreg højt dette forår. De æggede ildsindede mænd til dristig færd«. Måske er det mågernes skyld, at Arnulfs første togt endte så ilde. Der er hverken magi eller høje tanker i Susanne Clod Pedersens vikingeepos, men der er mandsmod og kraft. Skumsprøjt og blodspor. Det er som at være der selv. Denne bog kunne godt blive en succes, for den er lige så spændende og voldelig som det meste fantasy, men den har kølen i virkelighedens hav. Som folkekirkeansat har forfatteren naturligt nok visse interesser at pleje. Korset dukker allerede op i enkelte situationer, men vil nok være mere fremherskende i næste bind. Gud bevare englænderne!