Man skal ikke lade sig påvirke af, hvad andre siger. Men det er unægtelig svært at se bort fra, at den internationalt anerkendte peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa citeres på forsiden af den danske udgave af Javier Cercas' bog 'Salamis' soldater'. Storslået Bogen er »storslået« og fortjener »utallige læsere«, lyder det fra den imponerede sydamerikaner, og som om det ikke var nok, er nyligt afdøde Susan Sontag også bundet op på et udsagn om, at Cercas har »skrevet en storslået roman«. Det gjorde han i 2001 i Spanien, hvor han siden har modtaget adskillige litterære priser for sin bedrift, ramt svimlende salgstal og set en kunstnerisk forsvarlig filmatisering af bogen. Til overflod er den oversat til 16 sprog, nu altså også til vores tungemål i Peer Sibasts vanligt træfsikre og kompetente stil. Stjernestøv Det er derfor med tilbageholdt åndedræt, at man åbner første side af dette angivelige mesterværk. Man kunne jo risikere at få samme oplevelse, som når tante Perle har talt varmt om en sort-hvid film fra engang i tidernes morgen, som man »aaaabsolut må se«, men som hensætter en i en dyb, komaagtig søvn fra første sekvens. Man skal dog ikke mange sider ind i Cercas' værk for at se stjernestøvet. Allerede inden man har tilbagelagt en tredjedel af denne i omfang beskedne sag, forstår man, at både Vargas Llosa og Sontag og den mere end halv million spaniere, der har købt 'Salamis' soldater' har investeret deres ord og penge på fornuftig vis. Cercas' bog er stærk, begavet, medrivende, melankolsk og humoristisk. Svært at forlange mere. Kan 500.000 spaniere tage fejl? Sagtens. Af hvad som helst. Bare ikke i dette tilfælde. Brutal broderkrig Og hvad er så bogens indhold? Som nævnt er den spanske borgerkrig (1936-1939) det dramatiske omdrejningspunkt, men det er ikke en krigsroman i gængs forstand. Vi følger en falleret romanforfatter og kulturjournalist på en mindre provinssprøjte, der under et interview med en ældre forfatter får at vide, at dennes far, den engang kendte fascistiske forfatter Rafel Sánchez Mazas, i borgerkrigens sidste dage blev forsøgt myrdet i en massehenrettelse, men undslap døden ved at kaste sig ned fra en skrænt. Under den efterfølgende jagt blev han opdaget af en republikansk soldat, der et øjeblik stirrede på ham, men alligevel råbte til sine kammerater: »Her er der ingen!«. Hvorfor blev Sánchez Mazas, denne krigsforivrede Franco-tilhænger, der oven i købet var kendt som en hoven og despotisk intellektuel, ikke skudt? Hvem var den barmhjertige soldat, som stod med fingeren på aftrækkeren, men undlod at udløse skuddet? Hvad forklarer denne særprægede hændelse i en brutal broderkrig? Og hvordan beskrive en sådan begivenhed? Det er nogle af de spørgsmål, romanens journalistforfatter som sig selv - bogens hovedpersoner er alle autentiske og bærer egne navne - forsøger at få hold på. Falmende karriere Bogen falder i tre dele, der på hver deres måde prøver at komme til en forståelse af, om Sánchez Mazas kunne takke sin skæbne for en tilfældighed, eller om den var et udtryk for det øjeblik af menneskelig genkendelse, der midt i myrderierne kan opstå, når folk fra hver sin side står ansigt til ansigt med hinanden. I første del følger vi Javier Cercas - eller hans litterære alter ego, fakta og fiktion fortaber sig i nogen grad - på jagt efter kilder, skriftlige og levende, der kan bekræfte den mærkværdige begivenhed. Anden del er beretningen om den fascistiske propagandists videre færd efter den forunderlige redning; fra han skjuler sig i en skov sammen med tre republikanske desertører over hans korte periode som minister uden portefølje i Francos første regering til hans falmende karriere som forfatter uden tro på hverken sig selv eller sin ungdoms idealer om aristokratiske dyder, 'renhed' og 'hårdhed'. Tredje del, der afgjort er den mest medrivende og bevægende, skildrer, hvordan Cercas efter at have opgivet projektet og følt sig mere elendig til mode end nogensinde (en fin trøst for aspirerende romanforfattere) ved en blanding af held og genopvakt stædighed finder frem til et livstykke af en gammel republikansk soldat og senere fremmedlegionær, der muligvis er identisk med soldaten, som handlede uideologisk og dermed så meget desto mere menneskeligt, da det gjaldt. Åbne slutninger Det er næppe mange romaner, man yder retfærdighed ved en hastig genfortælling, og denne er absolut ingen undtagelse med sin leg med genren - skønlitteratur eller biografi og forfatterdagbog i et? - og sine strejftog ind i en mørk og beskidt epoke af det 20. århundredes historie. Der er ingen grund til at afstå fra at røbe afslutningen, for den findes ikke. Lige så lidt i bogen som i virkeligheden. Historien om menneskers møde under en dramatisk situation er åben og præget af tilfældigheder. Sådan er livet. Sådan er døden. Og alt det ind imellem. Cercas minder os om, at det enkelte individ er første og sidste led i den menneskelige fødekæde. At afstå fra at dræbe en anden mand i en tid, hvor blodet flyder i stride strømme, er en lille sejr for civilisationen. Håbet lades ikke ude.