I disse supernationalistiske tider er det vederkvægende at se på Danmark i almindelighed og København i særdeleshed med lidt mere international horisont end fra en halmballe i Kulturministeriet. Det har Thomas E. Kennedy gjort i tre, nu fire bøger om København om dagen, after dark, på de ydmyge steder og i de små timer. 'The wee hours' som den mørke morgen hedder i en stille ballade af en anden amerikaner, den guddommelige Frank Sinatra. Stille eksistenser Netop balladegenren er skelettet i Kennedys meget lydhøre, musikalske og melankolske slentreture ud i dronningens stad. Første bind var en hjertelig hyldest til alle vore værtshuse inden for voldene, mens de efterfølgende gav impressionistiske signalementer af stadens stille eksistenser: 'Kerrigan's Copenhagen', 'Bluett's Blue Hours' og 'Greene's Summer'. Skandinavisk hygge Og nu er vi nået til vemodens og eftertankens årstid i 'Danish Fall'. Lidt mere besk end sidst, men stadigvæk og stædigt krydret med Kennedys keltiske humor, er dette mere en kollektiv roman end de andre. Vi følger tolv mennesker på godt og ondt, på nederen og på skideren, som det hedder på nudansk, men inde i varmen i lidt solskin fra en sol, som forsvinder ind i vinterens nat og tåge. Forældre af forskellige nationaliteter med Fred og Kis i spidsen konfronteres med børn, som vil andre mål og midler end familiens. Man mærker, at Kennedy er blevet smittet lidt af vor egen 'The folkekomedie', at han med tiden og efter mange år på vore breddegrader har fået fregner af den skandinaviske hyggemodel, hvor hjemme er bedst og allerhelst med de nærmeste omkring sig. Ironi og inderlighed Heldigvis er 'Danish Fall' også en satire over samme udsigt fra de københavnske gader. Kennedys force er hans øre for gode dialoger, de der underdrejede samtaler mellem ironi og inderlighed, som angelsaksisk og irsk litteratur altid har været verdensmestre i. Og så er romanen også en kærlighedsroman. Thomas Kennedy slukker og lukker hermed sin tetralogi, sine fire fine og selvstændige romaner om København. Men det er jo præcis 'The luck of the Irish' at fortsætte med at synge selv efter orkesteret er gået hjem, og pubben er lukket. Så mon ikke Kennedy giver os endnu en sang og en dans om, at vi skal passe på os selv, vi danske, og især på vor smukke hovedstad, Københavnstrup.