Peter Mühlertz er 61, redaktionschef på et københavnsk dagblad og lever et godt singleliv med havudsigt og uden savn. Tror han. Så banker fortiden på. Peter på fem og hans danske mor flygtede i 1945 fra det udbombede Nürnberg til Danmark, da hans tyske far hævdedes dræbt på Østfronten. Men en dag i 2001 kaldes Peter til en by i Holstein, hvor faderen er død i høj alder og har levet i største diskretion. En påstået tysk efterretningsofficer meddeler, at faderen var en hamper krigsforbryder. Tableau. Selvmordstanker Pludselig at få en far, der har været erklæret død i 57 år - uden alligevel at få ham, at modtage en pakke beviser på faderens ugerninger og at blive konfronteret med andre familiehemmeligheder, virker på Peter som den berømte tikkende bombe og starter en kædereaktion af sammenbrud. Via et bombardement af ukendte følelser ender han i en dyb depression og angstpsykose med selvmordstanker. Abrupt slutning Romanen følger Peter gennem hans fortid og de fortrængninger, det har kostet at gennemføre karrierespringet fra 1960'ernes venstrefløj til livet som bladskrædder og kystbaneradikal. Han lægger posthumt arm med sin styrende kommunistmor og bakser med sin nyopdagede jødiske afstamning. Han erkender meningsløsheden og begynder at se sig selv i øjnene som det hårdtarbejdende bløddyr, den flinke kyniker, der blev fremmed for kone, børn, familie og venner. Men erkendelsen får ingen konsekvenser. Peter skipper bare sit job i lede, flygter med en livsfarlig blanding af piller og sprut og installerer sig i et nyt bodegaliv - lige så berøringsangst for sin psykoterapi som for alt andet i sit gamle liv. Men efter at have »været nede og tage tælling« vågner han en dag op og føler sig rask, og faderens gåde opklares, da det viser sig ... Efter at romanen undervejs har været temmelig lang i spyttet slutter den abrupt - snip, snap, snude. Men lad mig ikke røbe det lille spændingsmoment. Nedslidningsspild Henning Prins' ambition er at kombinere et eksistentielt tema om en personlig skyld- og identitetskrise med glimt af repræsentative politiske holdninger og miljøer, fra 1940'ernes syn på Hitler over 1960'ernes kollektiver til 1990'ernes mediemaskiner, peppet op med lidt spionthriller. Forsøget er ikke ubetinget vellykket, men det er sympatisk. Bedst fungerer romanen i billedet af, hvordan en samfundsstøtte smuldrer nedefra - i arbejdsdille, alkoholisering, virkelighedsbenægtelse og selvynk. Endnu en af de velbjærgede 61-årige, der pludselig dratter om som en udslidt bryggerhest - og ikke for nogen pris vil i seletøjet igen. Endnu et eksempel på det store nedslidningsspild her i den bedste af alle verdener. Ikke munter læsning, men tankevækkende.