Man kan betragte dette pragtbind med Per Højholts samlede digte fra mange forskellige synsvinkler, og alle vil gøre det til noget enestående. Den bog er et hovedværk i dansk litteratur, en forfatters lyriske selvbiografi, en bærbar forfatterskole, en humørspreder - og et ualmindeligt godt køb. Frygtløs For vordende forfattere må det være opmuntrende, at man kan begynde som sine omgivelsers temmelig rene efterklang og alligevel vokse sig original. Debutdigtene er fra 1949. Tiden stod i Hereticas tegn og den skjulte guds. Der er masser af »du« i digtene, ligesom i la Cours 'Fragmenter af en dagbog'. Her er den »vege yngling, gammel før tiden«, og »stammende synker du i vandet« bag »et hegn af smerte«, mens du iagttager »grenenes tavse møde med stammen«. Senere skulle Højholt sige, at kun en tåbe frygter ikke metaforen. Som ung var han i så henseende frygtløs. Kult-forfatter Så blev det 1960'erne. For Højholt betød det Show og Turbo og Pokerface Plysbjørn og Henry, der bukker og går ind og ind og ind i landskabet. Det var velgørende køligt efter de overophedede metafysiske 1950'ere, tidvist morsomt - og uhyre monotont. Højholt var så småt på vej til at blive kult, men brød monotonien for næsen af den vordende menighed ved at kaste sig ud i rollespillet 'Gittes monologer'. Humoristisk kerne Det er dejligt at se dem her i flugt med de andre digte. Man ser da, hvor megen sammenhæng, der også er i dette forfatterskab. For den humor, som nu fik frit løb, pibler allerede frem mellem linjerne fra starten. På første side af første bog står der »med skælvende læber og lignende«. De to sidste ord er en af den slags punkteringer af høje følelser, Højholt elskede, og som var med til at lægge grunden til Gitte. Attituderelativisten Højholt havde en fast kerne af humor, som kun forsvandt helt, når han en sjælden gang ville skrive poetik på den franske måde, som i den tågede 'Cezannes metode'. Den bog vil være et interessant studieobjekt for fremtidens udforskere af det Højholtske univers. Men som meget af hans prosa, inklusive romanen og livsprojektet 'Auricula' - men eksklusive den geniale roman '6512' - blegner den ved siden af de bedste digte i den sidste del af forfatterskabet, i de bøger, han udgav under fællestitlen 'Praksis' i 1980'erne og 90'erne. Især i de to bind med undertitlerne 'Det gentagnes musik' og 'Lynskud'. Evigt og tidsbundet Per Højholt blev aldrig medlem af Det danske Akademi, men skabte sit eget selvstændige forfatterakademi på den jyske udmark. Mange unge skribenter har nydt godt af hans kærligt-kritiske omsorg og gæstfrihed. Jens Smærup-Sørensen, som er en af dem, bevidner sin agtelse og taknemmelighed i en efterskrift til de samlede digte. Men ligefrem elever kan man ikke tale om. Ser man sig omkring i det litterære landskab nu, er Højholts samlede digte ikke noget landkort til det. Størst påvirkning udøvede han nok med sine mest systemiske kompositioner fra 1960'erne, blandt andet på den unge Dan Turèll. Men de stramme, billedfattige og følelsesstærke digte fra de sidste årtier - som jeg tror er Højholts blivende arv i dansk litteratur - har ikke fået følgeskab. 'Månen forklaret' hedder et af disse digte. Det lyder næsten romantisk til en start: »Haven vånder sig derude i sen sne«. Nattefrosten jager »tyndskindede birke«. Så rykker vi ind i huset hos den talende, der går fra rum til rum og ser månen »fråde i køkkenvasken«. Tonen er ved at skifte, »fråde«! Så skifter også ordvalget. Vi ser det røde øje i en »Luxman-forstærker«. Og nu slutlinjen:»Huset dundrer: Hendrix i højt gear«. Så landligt, så civiliseret. Så evigt og så tidsbundet, Blicher og en ny Beat-generation i et og samme hug. Sådan har ingen digtet på dansk andre end Per Højholt. Hvis digte nu kan fås i et eneste bind, til spotpris. Hurra!