En mand vender hjem fra Amerika; han udvandrede i 1850'erne og genser nu i 1887 København, en forandret, industrialiseret og beskidt hovedstad. Han indlogerer sig på selveste d'Angleterre, for han er blevet rig i løbet af sit ophold i de store muligheders land. Han har et regnskab, der skal gøres op, men hvorfor og med hvem får man ikke at vide lige med det samme. I stedet præsenteres læseren for to velhavende familier, en række tjenende ånder, en politimand og hans syge mor og et mylder af sidefigurer; med dem udstiller forfatteren klunketidens Danmark med dens skarpe klassedelinger og grove udnyttelse og undertrykkelse af kvinderne. Som en af de fine unge damer udtrykker det, da hun sidder i herskabsvognen: »Det var nu trods alt bedre at være ulykkelig, mens man sad på et behageligt polstret sæde i sådan en lakeret vogn end at skumple af sted på bukken af en uaffjedret arbejdsvogn«. Tidsbillede Skildringen af 1880'ernes mode og konversationer og fordomme er rammende, og forfatteren glemmer ikke mange detaljer; selv grundlæggelsen af den væmmelige avis Politiken, de første telefoner, de første bicykler og fru Tietgen og Nathalie Zahle dukker op i forbifarten. Og måske er det et af - de få - problemer, som melder sig med 'Et udestående' som med så mange andre historiske romaner. På den ene side får læseren et fremragende tidsbillede, på den anden side forudsætter det faktisk, at man har et i hvert fald blot nogenlunde kendskab til tiden. Politi på standby I begyndelsen synes man, at præsentationen af personerne tager rigelig tid, men efterhånden formår Mette Winge at skildre de konflikter, som findes inden for især romanens to centrale familier, dels en godsejer, hans rædselsfulde kone og ulykkelige datter og dels en københavnsk opkomling og hans særdeles standsbevidste, men totalt udslukte kone, der er fuldstændig underlagt mandens voldelige tyranni. Den krimilæser, der forventer et mord på første side, bliver skuffet. Vel dukker politiet hurtigt op, men først og fremmest fordi forfatteren vil fortælle, hvordan det var at være inden for den etat i slutningen af 1800-tallet - og så for at have politiassistenten og hans medhjælper standby, indtil hun får brug for dem. Kvindeselvforagt Spændingen bliver efter den noget topografiske indledning tykkere og tykkere, efterhånden som der kommer gang i handlingerne, for der er flere sideløbende, og det er dem, der først fanger, og ikke manden fra Amerika og hans planer. Og som romanen udvikler sig, formår forfatteren med sine spring mellem personerne og deres skæbne at udnytte sin formidable evne til at konstruere en konflikt. Dertil kommer dialoger, som kun undertiden nærmer sig det klichéagtige, når forfatteren vil være helt sikker på, at man får fat i hendes væmmelse ved overklassen og kvindeforagten, herunder kvindeselvforagten. Greb om tiden Det er trivielt at fremhæve Mette Winges fortælleevne og hendes suveræne omgang med det danske sprog; begge dele er kendt fra andre af hendes værker. Med 'Et udestående' har hun denne gang som i tidligere historiske romaner fanget en spændende og modsætningsfyldt periode i dansk historie; man skal være Estrup-tilhænger for ikke at synes godt om hendes greb om tiden; og man skal være en krukke, hvis man ikke bliver både forbavset og grumt fornøjet, når man når til romanens slutscene. Lad for Guds skyld være med at læse slutningen først!