Benny Andersen er 76 og forelsket. De nyskrevne digte i dagens samling udsætter disse lykkelige omstændigheder for al Andersens lune og musikalitet, men også for alle Andersens år: »Uden vore kæreste døde/ ville vort liv stå halvtomt hele året«. Åbne sanser Nu er digtenes jeg selvfølgelig ikke uden videre Andersen, f.eks. har ham i 'Fremtidserindring II' lidt flere år at gøre godt med: »Hvordan skal jeg klare mig alene/ jeg er jo kun knap 93«. Men altså: Min elskedes stemme
min elskedes ansigt
med lysende øjne
med ventende arme og åbne
sanserSamlet og spredt Jo, man bliver glad på Andersens og egne og tilværelsens vegne af hele denne forelskede grundtone i den nye lille samling, som så er tilsat visse opsamlinger fra før. 'Spredte digte' hedder bogen, og det er ikke løgn, men spredningen har et motto fra 'Saxo, Peder Syv, Prædikeren' m.fl.: »Efter en samler kommer en spreder«. Årstidernes skiften Allerførst er der et 21 strofer langt og skægt vrøvledigt fra 1960'erne med titlen 'Slægten': Min lillebror er tredve år
min far er cirka atten
min mormor står i kravlegård
men ligger ned om natten Akkurat samme versefødder som Ludvig Holsteins 'Det lysner over agres felt', så man kan roligt synge løs på melodien. Og Andersens fokus i hele denne samling af det spredte er der da også et gyldent Holsteinsk efterår i: »Og bag mig, sol, og blød mig, regn!/ Jeg plukker mine nødder«. Det er tiden, det gælder her i bogen, et efterår med sommer i, en vinter fyldt af forår. Spirende håb Så jeg trasker gerne ud langs et brombærhegn med Benny Andersens gamle, nye og lejligheds-digte, også dem til Inger Christensen og Ry Højskole, ja selv dem til Norge. For som digteren selv siger i 'Flyvenær': Her lades intet håb ude
så længe
alt er ved det nye Hvad det på forunderlig vis hele tiden er hos Benny Andersen. Ved det nye.