'Konventioner' er en af den slags kærlighedshistorier, der lister sig umærkeligt ind under huden på sin læser - og bliver der. I går sad jeg vemodigt og læste indledningen igen, som man gør, når det afsluttende punktum har sat en stopper for nye, spændende bekendtskaber. Så overbevisende virker persontegningen hos Anne Lise Marstrand-Jørgensen, kendt for sine fire digtsamlinger og første roman, 'Det vi ved'. Dansende pariserhjul Og i nat drømte jeg om den cellospillende Helene og hendes elskede Izak, hvis forhold fortællingen kredser om. I min drøm knækkede Helenes bue midt i en Bach-suite, og ud af celloen voksede store, gule solsikker, hvilket i grunden er meget u-Marstrand-Jørgensensk. For hendes romanunivers hører så afgjort til de realistiske a la huset lige rundt om hjørnet, men tilsat et fabulerende sprogdrys, der gnistrer og glimter hele vejen ned over siderne. Lysene »forsvinder i dansende pariserhjul«, hovedpersonerne »bevæger sig gennem konkyliegange af samtaler«, og en »ranke af løfter vokser i mellemgulvet og breder kridhvide snerler ud«. Løfternes ruin Som sidstnævnte lader ane, er 'Konventioner' en passioneret affære på den ciselerede måde. Takket være den ældre, distingverede fortæller, Nilen, der træder ud af og ind i historien om Helene og Izak efter forgodtbefindende, analyserer, blander sig, glæder sig og lider med dem, og ofte det sidste. For historien er nedfældet i skyggen af deres brud, og som sådan overrasker den sjældent. Omvendt er den heller aldrig drevet frem af sin handling, men snarere af sine sansende beskrivelser, der får én til at tænke »Ja! Det er jo sådan, det føles at være besat af en anden!«, og siden »Fuck! Det er jo sådan, det føles, når det holder op!«. Vi følger Helene og Izak, der bliver slugt levende af kærligheden, til alt, hvad de kan se, er hinanden i hinanden. Men siden, da hverdagen slæber sig ind over passionen, braser ordene og følelserne stille og roligt sammen om ørerne på dem. Det hele ender i et retvinklet trekantsdrama med Nilen i det smådæmoniske hjørne, og hvordan og hvorledes skal ikke afsløres her. Til gengæld kan jeg godt afsløre, at historien efterhånden spiller på flere og flere strenge i sin beskrivelse af to mennesker, der engang stod fuldendte over for hinanden. For ikke just klogere står de nu tilbage i ruinerne af deres løfter. Så blotlagte for læserens blik, som var de kasserede kærester, man kender lidt for godt. Lange penselstrøg Det er i sandhed en imponerende sløjfe, Anne Lise Marstrand-Jørgensen binder, og i sig selv er romanen en gave til alle, der mangler en efterårsroman at begive sig ind i. Undervejs bliver man af og til en smule træt af den kære Nilen, der fremmaler sin egen historie med lidt for lange penselstrøg, ligesom man trommer sig igennem nogle indledende breve fra Izak til hans polske søster. Men det er alt sammen bagateller på kommaniveau. 'Konventioner' er først som sidst en roman af de mindeværdige.