En god og modig hånd synes jeg, man havde, da man valgte at tildele Sjóns 'Skygge-Baldur' Nordisk Råds Litteraturpris. Prisen overrækkes i Reykjavik 26. oktober og gives til en af omfang ganske klejn roman. Noget kompakt eller grundlæggende humoristisk. Opium og æter Uhyre imponerende er den måde, hvorpå Sjón med ganske få strøg tegner et levende billede af en islændings København anno 1862. På Elefant Apotek i St. Kongensgade bestyrer Fridrik inebriatakataloget. Altså sådanne stoffer som æter, opium, mandragora og koka. Dope, for nu at sige det lige ud. Populære sager blandt storbyens »lotusspisere«; en »gruppe mennesker som indrettede deres levevis efter digtning af franskmænd som eksklusivt sprogeksperiment er der heller ikke tale om. Euforiserende 'Skygge-Baldur' er sådan set ligetil og hurtigt læst. Men på sine blot 116 letløbende sider lykkedes det Sjón at sammenskrive en skiftevis snurrig og euforiserende blanding af sagastof, symbolsk poesi, myte, ræv bag øret og historisk roman med adresse til nutiden. Og skønt opdelt i fire afsnit, hænger det så glimrende sammen. En sjæl på spil Det starter med en rævejagt i 1883, hvor sneen i skikkelse af hvidt papir omgiver tekstens spor fra den ene side til den næste. Jægeren er præsten Baldur Skyggeson. En brutal og kedelig ka'l. Et menneske, der ikke bevæger sig langt væk fra dyret. Hans opponent i det lille islandske provinssamfund er botanikeren Fridrik B. Fridjonsson. En oplysningsmand, der har lært at kende og elske både litteraturen og euforien under studieopholdet i København. Nu er den muntre student strandet på hård islandsk lava. Modsætningen mellem de to mænd handler om mere end temperament og livsfilosofi. Der står et menneske og en sjæl på spil. Den omdiskuterede sjæl tilhører den svagt begavede Abba. Hvis altså hun har en sjæl. For hun har Downs syndrom. Åndssvag kaldte man det engang. Senere modereret til evnesvag. Dette særlige pigebarn, som Fridrik knytter til sig og knytter sig til, for sådan går det først med det ene og så med det andet for rigtige mennesker. Mens gudsmanden Baldur i væmmelse støder hende fra sit åsyn og smider hende ud af kirken. Respektløs humor Ordet minimalisme får let en mager og tør klang. Men Sjóns minimalisme er af en ganske anden støbning. Som tekstforfatter til Björks tidlige band The Sugarcubes, som skribenten bag Björks sange i Lars von Triers 'Dancer in the Dark' og som surrealistisk digter har Sjón med fødenavnet Sigurjón Birgir Sigurdsson en særdeles vital og opvakt opfattelse af begrebet sproglig økonomi. Han bruger ikke mange ord, men dem, han bruger, danser lystigt efter den islandske pibe. For på trods af alvoren i opgøret, i forsvaret for de, der går anderledes på jorden og den barske beskrivelse af, hvordan man probat behandlede Downs syndrom på Island i gamle dage, er tonen i lange stræk Baudelaire, de Nerval, Gautier og de Musset«. En veritabel storby, dette Nordens Paris! Som gjorde sit indtryk på en ung mand fra Island, hvor forholdene var anderledes små: »»Jeg har set kosmos! Det er skabt af digte!« Da syntes danskerne, at han talte som en rigtig islænding«, hedder det muntert om Fridriks vision i det danske. Også Sjón taler - eller rettere skriver - som en rigtig islænding. Men med sin helt egen blanding af sagatyngde og respektløs humor i en bog, der også i undertitlen 'Et folkeeventyr' ubesværet begiver sig af med dobbeltbetydninger lige ud ad landevejen. Et eventyr om folket fortalt med nogle af folkeeventyrets greb. Det er efterhånden mange år siden Sjón gik rundt i Reykjavik og som teenager solgte sine digte fra eget forlag. Han har lært et og andet undervejs. Noget, som gør 'Skygge-Baldur' til noget helt særligt. En bog, hvor vægtfylden så at sige smutter fiffigt ind ad bagdøren. Som sagt: Et godt valg til Nordisk Råds Litteraturpris.