Engang imellem bliver man mindet om, hvordan en god børnebog er! Det er en, som bevæger dit hjerte og gør dig klogere, uden du lægger mærke til det. En sådan bog er 'Drengen der samlede på ord' af Birgit Strandbygaard. Den er så rart politisk ukorrekt tillige. Hyldeblomster For hvem skriver vel i dag om de gamle dage, om fattigfolk og farisæere i tiden lige efter befrielsen, om den sorte skole, den sorte bog og landsbyens gadekær? Denne forfatter gør. Her genfinder hun stemninger og henter ord, og deraf skaber hun en tidløs historie om en helt usædvanlig dreng, der hedder Albert. Birgit Strandbygaard har gjort det før fra samme tid med de to bind om de fire søstre: Alfa, Beo, Ditte og lille Edel. De bøger er smukke som en hyldeblomst. Herfra går hendes verden. Tidskolorit Albert er 7 år. Han er født i sejrsskjorte. Far drikker (ude hos grisen). Mor er synsk og spår i kaffegrums. I skolen holder Albert sig til Lise, for hun er det nærmeste, man kan komme sangen om 'pigernes latter og lyse hår'. Albert holder sig ikke tilbage. Han spørger om mere, end et fattigbarn skal spørge om. Frøken Lauersen skal bekræfte, at man stadig kan være kaldet, som Moses var det. Det vil hun ikke svare på. Der er en høj grad af tidskolorit over 'Drengen der samlede på ord', men den handler først og fremmest om ordene. Om godt, ondt og rosemunde. Trøst og kraft Helt af sig selv finder Albert ud af, at ord kan forandre. De kan få slagteren til at smile - og stikke Albert en pølse - og de kan få Lise i godt humør, selv om hun har mistet sin fletning. Alberts bror kommer hjem fra Østfronten, men en dag får et ord ham til at grine lidt. Det er ikke nogen lige vej for drengen. Ord kan nemlig også det modsatte af venlighed. Men en stjerne er blevet tændt over det fattige hus på Overdrevet. Albert konkluderer, at de vigtigste ord er: mirabelle, solsikke og Jesus. 'Drengen der samlede på ord' er fyldt med trøst og kraft. Det er en klog kone, der har skrevet den. Meget klog.