Det måtte jo komme! Wulfmorgenthaler som billedbog. Historierne om 'Bjarnes tænder' og 'Baobabtræet' er et soloprojekt fra Anders med den sidste halvdel af navnet. Den strittende humor og det hurtige anslag er dog fulgt med fra avisstriben. Pelsklædt stangspringer Vi er i dyrenes verden, hvor alt kan ske. Bjarne er en elskelig bæver, der er god til at lægge træer ned. Desværre er hans venner ikke gode til at bygge holdbare dæmninger. Så de lever fra tanden og i munden, indtil Bjarne bliver trævegetar. Fordi tænderne så vokser løbsk, bliver Bjarne til en 'pelsklædt stangspringer', og til allersidst sidder han fast i et åløb. Her bygger vennerne et stillads op til Bjarne for enden af de 5 meter lange tænder, og her fodrer de ham med åkander. Molbodyr Det var den ene historie. Og så den næste: Ude på savannen vandrer fem venner i en snorlige række, for sådan har de det bedst. Det er præriehunden, giraffen, næsehornet, gazellen og en løve. De pløjer sig vej fremad, lige indtil de en dag står over for et stort baobabtræ. Flyt dig, siger flokken, men et baobabtræ flytter sig ikke, fordi andre siger det. Så molbodyrene kravler hele den lange vej op i træet og ned igen. Få meter borte i deres snorlige retning ser de nu, at der står et nyt baobabtræ ... Det er klart, at Bjarne skulle passe bedre på sine tænder. Og det er også klart, at dyrene i Afrika må lære at gå uden om forhindringer. Familiens sorte får Begge historierne ender uafklaret med en bæver upside-down - som man kalder baobabtræet - og et udvalg af dyr hængende i toppen af det store træ. Her er et levn fra avisstribens pointeløse pointe. Børn skal have det mere ind med andre skeer. Tekst og tegninger bæres af den samme tilbagelænede, skæve humor. Ordene står i den fineste formskrift, billederne er (relativt) udramatiske, og farvelægningen er ægte syrlig. Onkel Anders er nok familiens sorte får, men han holder sin læser i hånden hele vejen. Hvad kan det ikke ende med, når han får skudt kanonen ind og røget piben til?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























