Vildfarne elskende' er en bog af den slags, som tiden skriger på: en bevægende, skarp og smuk skildring af kultursammenstødene i den svære integrationsproces, som Europa og dets ikke-vestlige indvandrere står midt i. Forfatteren er født i Pakistan (i 1966), kom til England som fjortenårig og kender konflikterne af egen erfaring, og han skriver bedre end de fleste. Nadeem Aslam hedder han, og det navn kan man godt lægge mærke til. Ensomhedens Ørken Romanen foregår i en provinsby i England - eller rettere sagt i det lukkede pakistanske indvandrermiljø i byen, hvor indere er halvfremmede naboer, og hvor 'hvide mennesker' næsten kun optræder som skygger i periferien. Byens navn får man ikke at vide, kun det navn, som indvandrerne i sjælden enighed bruger om den: Dasht-e-Tanhaii, Ensomhedens Ørken. En mand og en kvinde, Jugnu og Chanda, har levet sammen uden at være gift, til anstød og afsky for det muslimske miljø. En dag er de forsvundet - og politiets efterforskning fører til, at Chandas to brødre arresteres og sigtes for mord på dem begge. Kritik af overtro Historien fortælles dog mest gennem et ældre indvandrerægtepar, Kaukab, der er datter af en muslimsk gejstlig og går meget op i religionen, og hendes mand Shamas, der er mere fritænkerisk og endda har været medlem af det pakistanske kommunistparti. Mellem disse to poler viser Aslam en vifte af holdninger og strategier for overlevelse i det fremmede land, som Kaukab frygter og foragter, og som Shamas nøgternt arbejder på at finde en fredelig sameksistens med. Den forsvundne Jugnu var Shamas' lillebror, og den brutale sandhed, der efterhånden afdækkes, tager hårdt ikke mindst på ham. Aslam er klart kritisk over for de hårrejsende mængder af bigot overtro og religiøs nidkærhed, som bogens personer skader og sårer, ja, dræber hinanden med. Glæde og længsel Men bogens kunstneriske styrke er, at selv uhyrlighederne ses indefra, i skæret af deres egen logik, og at der gennem det lurvede, indskrænkede lillesamfund går en strøm af skønhedsglæde, som finder udtryk i f.eks. madlavning eller syning af de særlige pakistanske dragter. Den glæde eller måske snarere længsel gør forfatteren også til sin, så det engelske provinshul toner frem som en slags orientalsk paradisvision. Man møder vilde påfugle og papegøjer, ildfluer og frem for alt sommerfugle, så selv naturen synes at fornægte den tristesse, som en blot og bart socialrealistisk skildring ville have dækket personernes skæbner med. Annelise Schønnemanns oversættelse er lydhør over for skønheden, og det mærkes også i den, at selv om bogen er skrevet på engelsk, er den skrevet på et frugtbart substrat af anderledes sproglige og litterære konventioner. 'Vildfarne elskende' er en fremragende syntese, den gennemlyser uden had og tydeliggør uden forsimpling, og efter endt læsning forstår man, hvorfor forfatteren har tilegnet bogen til sin far, »som rådede mig til altid at skrive om kærlighed«.