»Jeg skriver vel om det almenumenneskelige«, sagde den norske digter og kortprosaist Tor Ulven - et af Christina Hesselholdts erklærede forbilleder - i det eneste interview, han nogen sinde gav. Jeg kom til at tænke på Tor Ulven flere gange under min læsning af 'En have uden ende'. Først og fremmest fordi de elementære betingelser; døden og de uomgængelige lidelser, der er ved at leve, er bærende temaer i Hesselholdts tyve nye prosastykker, som er skrevet på et så fuldkomment og smukt dansk, at man som læser tvinges helt ned i tempo, mens forfatteren smyger sproget om tingene. Hypersensible minder Omhyggelighed er en dyd: »hvis ikke jeg kan være præcis, er det meningsløst at skrive; for at kunne være præcis, må jeg hengive mig til erindringen om eller synet af begivenheden, tingen, personen, dyret, fænomenet«. En metode, som Hesselholdt praktiserede i 'Hovedstolen' (1998), og i 'En have uden ende' finder man en serie modsvarende hypersensible erindringer fra den evigt påtrængende og uudtømmelige barndom. Skeletter og gravkamre Det får forfatteren til, med tungen i kinden, at spørge sin læser: »Er alt betydningsfuldt, bare det har optrådt tilstrækkeligt tidligt i tilværelsen?«. Og så vender hun ellers blikket den anden vej, mod livets afslutning, og vi følger forfatteren som kulturturist, der turnerer mellem smilende skeletter i danske og skånske gravkamre, mens hun stiller sig selv spørgsmålet, om døden er en ting, der kan betragtes, og ikke et intet. Intet sortsyn På trods af at Hesselholdt foretrækker detaljen frem for helheden, er 'En have uden ende' en vanvittig velkonciperet prosasamling. I åbningsstykket 'Forår' er fortælleren røget i et baghold hos en forsamling af kristne missionærer, der mod hendes vilje giver sig til at bede for, at hun må »få indsigt i lidelsens lutrende væsen«. Netop hvordan vi halvdyr (der er mange konfrontationer dyr versus menneske i bogen) omgås lidelsen som et grundvilkår for at leve, nærmer prosastykkerne sig på forskellig vis. Det lyder måske som en bog, der nedsænker sin læser i en skakt af sortsyn, men det er langtfra tilfældet. Morbid humor Hesselholdt forfølger ganske vist livet i dødens spor, men hun demonstrerer også - mere åbenlyst end nogen sinde før i forfatterskabet - en morbid, indfølende humor, som er voldsomt livskraftig. Det gælder for eksempel den pragtfulde grimme ælling-pastiche 'Nationalfuglen skal intet fattes', hvor en Falckredder redder en svane fra at blive slået ihjel af en flok andre nationalfugle i Sortedams Sø. Efter optrinnet udtrykker en hjemløs sin imponerethed over serviceniveauet, mens et blandet søndagspublikum begiver sig hjemad på forfrosne fødder; »han blev stående i og for sig allerede hjemme, den heldige rad, idet hele København måtte betragtes som hans hjem«. Skønhed frem for sandhed Den morderisk morsomme 'Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman' udfordrer vores servile beundring for (mandlige) forfattere af typen Günter Grass, Imre Kertész, W.G. Sebald, der er blevet lutret af de lidelser, de har gennemgået: »Muligvis med en fortid i en koncentrationslejr som optik for alt: sin identitet, vor kultur (den vestlige, selv om jeg ikke helt ved, hvad det betyder), menneskehedens færd gennem eksistensen«. Man skal næppe tage forfatteren på ordet, når hun her rejser børster. Hendes udfald er mere poetik end polemik; hun afskriver det engagerede, selvspejlende, essayistiske romanværk om aftenlandets forfald til fordel for »en skrift, der kan fortabe sig, blive væk fra sig selv og dermed slå de særeste sving«. Som prosaist er Hesselholdt en absolut æstetiker, der foretrækker skønheden frem for sandheden, fragmentet frem for syntesen, hvis det overhovedet er et valg! »Enhvers vej er smertefuld«, tænker fortælleren ved sig selv, mens hun, sammen med sin datter, står bøjet over en montre med gravide skeletter. Tingslig kærlighed Undervejs i bogen er der flere præcise beskrivelser af kærligheden til barnet; af den afmagt man som mor (eller far) føler ved at vide, at ens barn uundgåeligt vil komme til at lære smerten at kende. Som forælder kan man kun skærme det mod det almenumenneskelige for en stakket frist. Til gengæld kan man, som Hesselholdts morfar (hvis man antager, at der er tale om et selvbiografisk erindringsstykke), lære barnet omhyggeligheden at kende ved at pakke æbler i en papkasse med sejlgarn. Omhyggeligheden er en slags kærlighed til tingene; »at alt skal være vel udført, snoren om en kasse meget stram, indholdet forsvarligt pakket, at der ikke må sjuskes, et æble ikke stødes«. Morfar har gjort et godt stykke arbejde: Christina Hesselholdt nærer i dag en overbevisende kærlighed til tingene og ordene; det er meget få skrivende, der som hun kan vikle detalje på detalje fri af det, vi ser, sanser og erindrer. Hvert eneste ord i denne bog står så indlysende rigtigt og smukt, at jeg må takke for en stor kunstnerisk oplevelse, her pludselig en tilfældig eftermiddag i efteråret.