Hovedpersonen i Nina Bolts lille roman 'Passionsspil' er en violin, og vi følger dens historie gennem hænderne på forskellige tiders mennesker, fra den bliver bygget af den berømte mester Nicolas Lupot i 1794 til den via en dæmonisk mæcen kommer til den kvinde, den er skabt for, i Hamburg i 1974. (Bemærk talspillet). Undervejs bliver den spillet på både af et regeringsmedlem under pariserkommunen i 1871 og en frustreret urmagerfrue i Bremen i 1822. (Hvis det da er den samme violin). Hyldest til det irrationelle Nina Bolt skifter vellykket mellem flere synsvinkler og tegner gennem forskellige stemmer små portrætter, for eksempel af blomsterhandlersken, der bliver morder for en sag. Den røde tråd i romanen er den passion, forskellige tiders mennesker nærer for henholdsvis deres håndværk og deres spil. Alle portrætterne er ikke lige vedkommende, for ikke at sige troværdige, og forfatteren har betydelig (og tydelig) mindre sympati for dem, hvis passion gælder det mekaniske, det præcise og forudsigelige, såsom samleren af avancerede spilledåser og den dygtige urmager. Og hendes til leflen grænsende beundring for det irrationelt passionerede menneske er en svaghed. Skuffelse Min største anke mod denne bog er dog, at den efter en flot start forlader, hvad der kunne have udviklet sig til en stor fortælling og sagtens have båret hele bogen: nemlig den tyske violinistinde (født under Anden Verdenskrig), der kommer i kløerne på sin afdøde fars (hemmelige) forladte elsker, nu en excentrisk rigmand, der donerer hende hendes livs instrument - på visse betingelser. Jeg havde glædet mig til at vende tilbage til Hamburg i halvfjerdserne efter de næsten pligtbetonede afstikkere til Paris og Bremen i 1800-tallet, men nej: pludselig slutter 'Passionsspillet' og ender således med at være en tematisk sammenkædet samling fortællinger om violiner og passion. Ikke godt nok, især ikke, når man har givet læseren en forsmag på noget bedre.