Victor Chenlein er en ensom pensionist, single og senior flanør i en navnløs ikke-eksisterende europæisk storby. På en morgenvandring finder han liget af en ung pige i en sælsom gammeldags park. Politiet ankommer, anholder en formodet mistænkt, men lader denne gå igen uden motiv. Personligt korstog Men Chenlein, og romanen 'Chenlein og Schmidt' er frem for alt hans jegfortælling om en forbryder, fortsætter sin efterforskning og kommer snigende på sporet af embedsmanden Hans Schmidt. Langsomt tegner der sig et spinkelt portræt af en magtfuld edderkop, som trækker i trådene i sit eget store spind. Og omridset af morderen fra parken, en bestialsk parvenu og kynisk karrieremager. Chenlein gør det til sit eget korstog at fælde ham, melde ham til politiet, ja sågar på anden vis uskadeliggøre ham. Men Schmidt kender metoder med sit eget netværk ude i byen, der kan forhindre Chenlein i at fange ham. Dog skæbnen er en skælm og spiller også med i denne underfundige krimi. Altmodisch nostalgi Den 70-årige tidligere ekspeditionssekretær og nu pensionist, Georg Ursin debuterer med en ikke ueffen og et langt stykke ganske underholdende enigmatisk krimi af den art, som forlaget selv sammenligner med Franz Kafka. Men i så fald er det Kafka light. Jeg ville snarere pege på en anden tyskskrivende forfatter, schweizeren Friedrich Dürrenmatt og hans eksistentialistiske thrillers fra efterkrigstidens Europa som stilens spejl. Med tekstens drømmeagtige, næsten historieløse sætstykker, furneret med udvendige personer, hvis psyke kun træder i karakter som brikker på et dæmonisk skakspil mellem det gode og det onde. Ja der er endog en sær aura af fortid, et gran altmodisch nostalgi i intrigen og en stemningsfuld snært af verden af i går, bortset fra mobiltelefonen af i dag, ret som at flanere tilbage til 1950'ernes Paris eller Wien. For lang og for kort Det er som strejfet vel turneret, men også noget arrangeret i sit design, talentfuldt uden tvivl, men også lidt lang i spyttet med meget få gys til at peppe spændingen op. Det lyder lidt dumt og paradoksalt, men 'Chenlein og Schmidt' er både for lang og for kort, mangler skægt nok udfoldelse i begge retninger. For meget til en novelle, for lidt til en roman, men nok til fortsættelse. I hvert fald og forhåbentlig.