Oplægget til Lars Saabye Christensens nye roman får min klichédetektor til at slå alarm: Peter Wihl er en af sin generations mest betydningsfulde malere i Norge. Han debuterede med udstillingen 'Amputationer' i 1977 (samme år som Saabye Christensen udsendte sin første roman 'Amatøren'). I dag siger onde tunger, at hvis han skal male flere legemsdele, må han snart begynde på indvoldene. Ingen forløsning Wihl kæmper hårdt for at komme i gang med tolv store lærreder til en udstilling i anledning af hans 50 års fødselsdag, da alting pludselig sortner for øjnene af ham, en eftermiddag i oktober. Det viser sig, at han lider af en sjælden, arvelig øjensygdom, der er så fremskreden, at øjenkirurgerne ikke kan gøre noget. Maleren er ved at miste synet. Nu består spændingen for læseren så i, om Saabye Christensen kan magte at forløse det, der på papiret ligner en alvorsfuld kunstnerkriseroman. Og som dedikeret fan må jeg desværre melde, at han ikke klarer det. 'Modellen' er en for villet og tænkt roman, der gestalter spørgsmålet om, hvor langt en kunstner er villig til at gå for at kunne skabe. Stereotypt portræt En opsætning af Ibsens 'Vildanden', som Peter Wihls hustru, Helene, er scenograf på, fungerer bogen igennem som en paralleltekst, der skal skærpe det moralske dilemma omkring livet, der bliver ofret for kunsten. Helenes ord om sin Ibsen-scenografi gælder også den vivisektion af Peter Wihls indvolde, som er bogens eksistentielle anliggende: »Jeg vil have, at publikum skal se alt. De skal se det fordømte øjeblik, hvor et barn tager livet af sig for den tåbelige fars skyld«. De første to tredjedele af bogen tegner et omhyggeligt, men stereotypt portræt af den midaldrende, selvoptagede maler, som døden rækker ud efter. I sin desperation begynder han at male sin datter, Kaia, som han aldrig har turdet male før, og som læser fornemmer man, at hun måske vil komme til at lide samme skæbne som Hedvig, der skyder sig til sidst i 'Vildanden'. Moraliserende kynisme Men så begynder det ellers at gå stærkt i den sidste tredjedel, der har en psykologisk thrillers korte åndedrag. Peter Wihl indgår en pagt med djævelen, i skikkelse af en gammel klassekammerat, som er den sidste læge, man vil gå til. Thomas Hammer, ekskluderet af den norske lægeforening, arrangerer hen over nytår en rejse til Estland, hvor maleren er »på værksted at blive repareret«, som han forklarer det til sin elskede datter på 6 år. Også Helene forholder han sandheden: at det har kostet en forældreløs pige, der lever et miserabelt liv i en nedlagt transformerstation i Tallinn, synet at redde hans fremtid. Der er en konkret gru og en kynisme i Baltikum-sporet, der viser Saabye Christensen som en moralsk forfatter, idet han udstiller Thomas Hammers kapitalistiske kalkule: »Summen af lidelser er i hvert fald ikke større. Det moralske regnskab er i balance. Ingen røde tal«. Da pigen fra Tallinn siden hen dukker op som motiv på Peter Wihls nye billeder, og Helene spørger, hvem hun er, lyder svaret: »Hvem som helst«. Svulstig tone Man kunne vove den tanke, at Saabye Christensen kæntrer med sit portræt af kunstneren, der holder dommedag over sig selv og sine dæmoner, fordi han forlader det stof, som nogle af hans bedste bøger ('Halvbroderen', 'Maskeblomstfamilien') er gjort af: Den eksakte miljøskildring og knivskarpe erindring af drenge- og teenageårenes ødelæggende ensomhed og frygt. I beskrivelserne af en kunstner på sin egen alder forfalder han i stedet til for simple fortolkninger af sin åndelige halvbroder, maleren: »det var det modsatte han stræbte efter, nu, snart halvtreds, ikke amputation, men fugning, ikke brud, men sammenføjning«. Den rungende patos, som præger portrættet af Peter Wihl, giver romanen en svulstighed i tonen, der ligger langt fra den poetiske, knappe prosa, som ellers kendetegner forfatterskabet. Lars Saabye Christensen er på udebane som moralist. Resultatet er forglemmeligt.