Der er mode i de rigtig gamle dage - i al fald i romanform. Historien om mordet på den konge, vi senere har lært at kende som Knud den Hellige, blev for kort tid siden behandlet af Maria Helleberg, og nu fortæller Arne Herløv Petersen den samme historie, men på en anden og mere underfundig måde. Og hvis anmelderen skal vælge, så vil hun klart vælge Arne Herløv Petersens udlægning af denne blodige hændelse. Arne Herløv Petersen skriver på et stort overskud, hans sprog er fuld af finurligheder, og hans brug af ironi er på et muntert, fint niveau. Hoveder ruller Vi er i 1000-tallet, vi skal til Langeland - hvor forfatteren selv bor - og her dumper vi ned i en bondefamilie, der lever, som bønder gjorde dengang, dvs. man dyrkede jorden i fællesskab, man havde ikke meget, og når man havde noget, så åd og drak man, til det hele kom op igen. Især når det gode øl blev båret frem, kom der gang i både det ene og det andet. En bondedreng ved navn Simmer er ikke synderlig god til bondearbejdet, så han bliver skibet af til Odense for at blive præst - vi er i en tid, hvor den gamle gudetro for alvor er på vej ud, selv om de fleste mener, at det nok vil være godt, ja vel ligefrem det bedste, om man holdt fast i de gamle guder. Herregud, hvorfor ikke bruge alle de kanaler, menneskene nu engang har? Hvorfor skal man partout vælge mellem Thor, Odin og de andre gamle guder og den hvide Krist? Det går raskt til, hoveder ruller, men på en næsten hyggelig måde. I Odense går en præstemand rundt og tænker på, hvordan han bedst kan tjene sin kirke. Man kunne godt bruge nogle helgenben, eller allerhelst en hel martyr, siger han til sig selv. Og se, om Odense ikke får sin helgen. Og hvilken! Ulmende vrede Sådan som kong Knud fremstilles, er han den mindst egnede person i hele den vide verden til at fortjene en sådan ophøjelse. Og når den finder sted, er det nok så meget af hensyn til handelsstanden i Odense, for når en kirke har en hel helgen, så kommer der gang i byens forretninger. Simmer kommer til at spille en lille, men ganske central rolle i det blodige, men muntert fremstillede politiske spil, som Arne Herløv Petersen med stor underfundighed viser os. Man aner dog under hele herligheden en ulmende vrede over alt det blod, som udgydes, og al den elendighed, menigmand udsættes for på grund af kongers, kejseres og pavers perverse præstationstrang og drømme om herredømmer. Forfatteren får også langet nogle gode stikpiller ud til den herlige danske historie: »Fra arilds tid har det været de danske kongers skik at springe om bord på det synkende skiv, og kan man end af denne grund rose deres troskab, er der dog liden kløgt deri«. 'Simmer' er en bog, man har det rigtig godt med; så godt, at man bliver lidt ked af det, når sidste side er vendt.