Der er noget overmæt guldalder over det, parret med en fedt glinsende sensommer eller et lukullisk festmåltid: Boberg har været der, og Andkjær, og nu er det så Niels Franks (f. 1963) tur med 'Én vej'. Tre vidt forskellige digtere, som imidlertid har det simple(?) til fælles, at deres sidste samlinger centralt involverer veje og rejser, en vekslen mellem udland og hjemland, og det, at de er så helt forbandet, usædvanligt gode. Hvad er nu egenartet ved Frank? Stemmen. Som Horace Engdahl inciterende har vist i 'Berøringens ABC', er denne svært håndgribelige størrelse altafgørende for, hvordan vi griber og gribes af poesien. De snotdumme kritikere De fleste stemmer er knapt hørbare, de er ordinære og kedelige, de falder ind i et summende kor af mumlen; enkelte er høje, klare og fuldtonende, således Franks stemme, der her genlyder af et gedigent bugnende selvværd (ikke at forveksle med doven selvfedme) - stemmen er aldrig undseelig eller kremtende; ej heller mødes vi af nogen udpræget leflen eller behagesyge, tværtimod - Frank excellerer henkastet i en svirpende ironi over for visse kolleger og de som altid snotdumme kritikere, som f.eks. her, hvor opkomsten af en ny politisk digtning blidt-besk kommenteres: »Jeg glemmer Gaza/ Tjetjenien/ Guantánamo/ Jeg glemmer nedbrændte skoler og indebrændte børn (...) Jeg har allerede nævnt politikerne/ men jeg glemte at sige at de er en del af dumheden/ kynismen/ snæversynet/ hykleriet/ den iskolde beregning/ af den direkte vej til magten« - og så tør Frank, hvor Frank Hvam tier: »Også terroristerne fik jeg nævnt/ men jeg glemte at sige at de er en del af dumheden/ kynismen/ snæversynet/ hykleriet/ den iskolde beregning/ af den direkte vej til martyriet«. Blodtørstig selvrefleksion Så er de sataner både glemt og nævnt, samtidig med at Frank elegant polemiserer og smidigt undviger den trivielle frelsthed. Stemmen betyder også noget andet: Vi har et 'jeg', der retter henvendelse til et 'du' i en intim og arrig tiltale hen over 24 skridende, prosalyriske plateauer, dansende mellem knivfin ironi og skabrøs ømhed, mellem undsigelse og indsigelse, mellem skær hengivelse og øjeblikkeligt krabbende, sidelæns flugt; og samtidig en blodtørstigt vågen selvrefleksion, der muntert eller vredt slår sig selv over fingrene; en poetik i ulmende superkim, som i nummer 15: »Sagde jeg virkelig det:/ mit let poetiske sprog/ - hvor kosteligt! For poesien er jo ikke et sprog. Jeg mener:/ så snart den bliver et sprog er den ikke længere poesi/ - poesi poesi poesi!«. Lykkebåren stemme Undervejs blev jeg gladere og gladere for den stemme, der lyder igennem digtene. Hvis jeg var en forstoppet og nøgtern nordjyde, kunne jeg jo sige, at Frank er rigtig, rigtig god, og så havde jeg ikke sagt et ord for meget. Kors, hvor er det her dog godt. Blot ærgerligt, at Frank kun er for danskere, man kunne godt unde lidt flere verdensborgere rundt omkring at lytte med, at lytte til denne uoversættelige, sorgfulde, virtuost vrede og fnuglet lykkebårne stemme.