Wallander er min ven, og det er jeg ikke ene om. Henning Mankells krimier med den operaelskende detektiv fra Ystad i hovedrollen er et af nutidig svensk litteraturs verdensnumre. Og ih, hvor har jeg savnet Wallander i Mankells ny roman, der skal være det, den hedder, nemlig 'Dyb'. Hemmelig mission En 'søopmåler' i den svenske marine får til opgave at lodde dybder, så man kan få oprettet en ny indenskærs sejlrute. Russerne og tyskerne plasker rundt i Østersøen, det er midt under Første Verdenskrig, og missionen er så hemmelig, at end ikke hans kone må vide noget om den. Under sit lyssky arbejde med lod og snøre falder han over en fiskerenke, der bor alene på et skær. Mord og løgne Det er for stor en fristelse for vor mand, der lyver sin kone død og ligger i med eneboersken. Hjemme i Stockholm lyver han sig en ny opmålingsudflugt til. Og til sidst, da konen og fiskerenken samtidig skænker ham en datter hver, er han så spundet ind i løgnehistorier plus et mord og et mordforsøg, at det er ude med ham. Smuk oversættelse Før det kommer så vidt, er fortællingen omstændelig, usandsynlig og behængt med al den tunge symbolik, havet og dybet og det undersøiske kan bære. Da søopmålerens forbrydelser hober sig op og bliver opdaget, skal det jo opklares, hvordan hans kone har fået dem opklaret, og pludselig er Mankell på hjemmebane. Selv et komisk mellemspil, med et filmhold, bliver der plads til. Kommer man igennem den tungsindige psykologi i første halvdel af 'Dyb', er der belønning i sidste del. Og så er oversættelsen en nydelse. En for tiden udbredt forestilling går ud på, at man skal oversætte ordret, så originalsproget skinner igennem. 'Den store Gatsby' og Paul Austers 'Brooklyn Dårskab' rummer eksempler på det ideal. Peter Nielsen er velgørende uberørt af den mode. Han skriver som Mankell ville have skrevet, hvis Mankell skrev dansk. Og så kan han noget så sjældent som sætte meningsfulde kommaer.