Den velskrivende og underholdende Lisbeth Brun debuterede i foråret med romanen 'Nord for fjorden', og nu er hun her allerede igen med en ny stofmættet roman. Sidst var det en roman om at blive voksen. Denne gang en variant af den moderne kvindelige kriseroman. Royalt træhus Den 35-årige Kristina har forladt sin norske mand Sverre, som hun har boet med i hans selvbyggede træhus, der er så stort for de kanter, at det bliver kaldt Kongsgården. Hun slår sig ned i den tilliggende lille by ved elven og etablerer en systue ved siden af Margit, der har frisørsalon og tarokkort og andet hokuspokus i baglokalet. Hvad får hende til at forlade den prægtige selfmade Sverre? Noget med, at hun ikke »kan være både Sverres kone og mig selv«. Den ulidelige lethed Hun har ellers haft rigeligt med single liv, både som bartender på Sommersko og som skrædder i London og København. Og masser af mænd - det isbjørneblod, hendes nordnorske morfar engang drak, har aflejret sig i hende som jagtinstinkt (mænd) og hang til ensomhed (ingen bindinger). I første omgang. Siden præsenterede Sverre sig som en vej ud af tilværelsens efterhånden ulidelige lethed. Hans omgangskreds er den inkarnerede almindelighed, der imidlertid opleves som både eksotisk og befriende af Kristina, der med sin højskoleopvækst og sit senere byliv er vant til mennesker med et umætteligt behov for at skille sig ud. Men nu er det almene afprøvet på tosomhedens norske fjeldsider, og mens hun kæmper for at slide sig løs fra den dejlige Sverre - du finder aldrig én som ham igen, som hendes danske veninder (og læseren) siger - stabler hun endnu en midlertidig tilværelse på benene. Og skriver et kladdehæfte fuldt om hendes egen og Sverres familiehistorier. Farlig følelsesmassage Det er her, bogen adskiller sig fra de fleste kriseromaner. Romanen er også en slægtshistorie i farvebilleder, som vi ser det i disse år - hos en Morten Ramsland, en Hanne Richardt Beck, en Laila Ingrid Rasmussen, og fremmest af alle den norske Lars Saabye Christensen, der med 'Halvbroderen' skabte en moderne poetisk social elegi. Tonefaldet er nu ikke elegisk hos Lisbeth Brun, der veksler mellem det ironiske og det indlevet medfølende. Hun er udpræget en fortællende forfatter, der indfatter dystre fortidsstørrelser - incest, svigt, en forreven flygtning, frisind forklædt som egoisme og hvad har vi - i en livlig, energisk beretning. Højskolemiljøet klædes af til skindet, meget morsomt, forholdet til broderen er en hilsen til Panduros 'De uanstændige' og Sverres rolle som 15-årig assistent i eneboer-onkelens primitive Draculafilm fungerer som en vittig kommentar til nutidens dogmefilm. Fupterapi og farlig følelsesmassage får sin bekomst i skildringen af det moderne menneskes ubehjælpsomme reaktion, når eksistensen trykker som en sten i skoen. Det kan diskuteres, om romanen om den skibbrudne Kristina ikke vipper lovlig meget mellem den ironiske sædeskildring og en mere inderlig alvor i fremstillingen af sin hovedperson. Men uanset hvad giver forfatteren sit stof fra sig med stor fortælleglæde og charme.