Romantik og rævekager

Lyt til artiklen

Du skal snart bruge to hænder, hvis du skal remse alle de gode norske krimier op som vælter ned ad sæteren og ud over Skandinavien i dag og den ganske verden i morgen. Staalesen, Skagen, Fossum, Næsby, Småge, nej vi holder her og koncentrerer os om dagens nordmand, Kjell Ola Dahl og hans tredje politiroman på dansk, 'Lille soldat'. Forkert fix Den rappe, rapkæftede og ret så raffinerede journalist Lise Fagernes parkerer sin bil i et dertil indrettet hus down town Oslo. Ved siden af hendes bil sidder et ungt kvindelig i en anden bil. Som den coole journalist hun er, kontakter hun først sin avis og så politiet. De ankommer og alt tyder på, at det er en narkoman som har taget det sidste forkerte fix med heroin i sprøjten. Fatale rævekager Men sådan er det naturligvis ikke for Dahls pudseløjerlige politipar, den storrygende og lidt surrealistisk sludrende Gunnarstranda og så Frank Frølich med sin familie som en fascistisk falanks i privatlivet. Kvinden var ren som sne med hensyn til stoffer, men synes at have fået sig en kæreste i form af en afrikansk forsker ved navn Stuart Takeyo. Han er imidlertid forsvundet og sporet fører til det mørke Afrika. Frølich sendes af sted og med på færten har han den fagre Fagenes og sød musik og jungletrommer høres igennem natten til det respektive moskitonet. Skumle sager sker samtidigt og der er fatale rævekager i vente. Ikke mindst for en nysgerrig journalistpige, hvis næse for hendes egen sundhed er for al lang. Effektiv thriller 'Lille soldat' er småsludrende, spændende og charmerende krimiunderholdning, som løsagtigt overholder de fleste af genrens dogmer og regler. Gunnarstranda er alle tiders som en bamse med en ræv bag øret og bjørnesnude for de ugler i mosen, som ikke viser sig ved højlys dag. Og Frølich er den lidt nollede norske gut, der træder i karakter, når en villig, men kuldslået og dog følsom filmglad kvinde viser sig med lidt sex på scenen. Så alt i alt kære læser er du kriminelt og romantisk diverteret med endnu en gang slalom i en effektiv thriller fra vort kære broderland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her