M.C. Eschers litografi fra 1948 med titlen 'Zeichnen' har de fleste nok set på et tidspunkt: To hænder er med hver sin pen i færd med at tegne - hinanden! De understreger så at sige, at kunst er kunstskabt, fiktion er fiktion, og billedet bruges tit sammen med selvspejlende fiktion af dén art, der understreger sin egen - og dermed antyder 'virkeligheden's - karakter af fiktion, som f.eks. hos Jorge Luis Borges eller Svend Åge Madsen. Smittende latter Sådan en roman har Jens-Martin Eriksen nu skrevet så konsekvent igennem som nogen. Og med så bredt et grin, som vi aldrig har set ham med før. Grinet smitter forfærdeligt på læseren, hjulpet af tekstens uskyldige brandere såvel som dens nederdrægtigt udtænkte drillerier over for de personer, der optræder i den. Skaberovermod Frem for alt romanpersonen Frank Morris og hans modpart, forfatteren Lenny Tristano, der med sit manuskript lænker Frank Morris til en vej gennem verden, som han kæmper for at slippe væk fra. Forståeligt nok, for længe er det gentagne gennemspilninger af James M. Cains roman 'Postbudet ringer altid to gange'. Men såvel Cora fra den amerikanske roman som Frank Morris udvikler sig nu, og især da Tristano i sit skaberovermod eksperimenterer med at lade Morris få fingre i den selv samme fyldepen, som manuskriptet skrives med. Levende døde Dér, på side 295 og efter en sand lavine af mindre kolbøtter, vender bøtten helt: Bogens titel går i opfyldelse - selv om forfatteren jo egentlig bliver mere synlig for os snarere end at forsvinde, for læserens synsfelt er jo også begrænset af manuskriptet - os ubekendte dele af personernes liv er 'denarrativeret', som det sker i 'Historien om en soldat', det vandretema om at være bjergtagen og vende tilbage til et 10 eller 100 år ældre hjem og familie, som efter C.F. Ramus' tekst blev til Stravinskys musik. Ramuz Edelweiss hedder netop den kriminalkommissær, der fængsler Tristano for mord - selv om personer i en ramme som denne jo egentlig bare kunne være 'denarrativerede', en slags levende døde, fordi de 'er ude af sagaen', som man sagde. Fiktion er en blodig håndtering. Det hvide bjerg Fyldepennen er i øvrigt af mærket Mont Blanc. Samme navn bærer det hotel, hvis dør Lenny Tristano træder ud af, idet han træder ind i fiktionen - fordi Frank har overtaget fyldepennen. Sådan hedder hotellet nok, fordi det ligger i Schweiz, med udsigt til Europas højeste bjerg af samme navn. Men Schweiz er nu også en fiktion: Bjergene er af gips med malet tapetpapir og farvet savsmuld på, skabt af modelbanefirmaet Fleischmann - et bedrageri, der afsløres, da en flig af Mont Blancs papmachédække løsner sig. Det hvide bjerg er netop, hvad Lenny Tristano ser for sine øjne - som så ofte i psykiske krisetilstande - før han retter blikket mod sygeplejerskens anderledes indbydende hvide uniformsbryst på fortællingens sidste sider. Skrupintelligent kæmpespøg Eschers litografi rummer jo logisk tre hænder, nemlig også den hånd, der må have tegnet de to! Heller ikke Eriksen selv er jo helt forsvundet i sin romankonstruktion om fortælleren og hovedpersonen og alle de andre - lad os for resten ikke glemme den stilistisk uundværlige, splitternøgne blondine Gloria, der balancerer på gesimsens og selvmordets rand. Her har alle blæk i fyldepennen, selv om Tristano jo håber, Morris' løber tør, så manuskriptet må slutte. Selv balancerer romanen på koketteriets rand ved at citere fiktive anmeldelser af 'sig selv' på bogens sidste sider, men minder derved atter om, at det hele er en storslået leg med den fiktion, vi er enedes om som 'virkelighed'. Med spørgsmålene om, hvem der skaber hvad eller hvem - lige fra dine og mine private illusioner over værkets skaber, forfatteren, og til skaberværkets eventuelle Skaber. Som vi menneskeskabte jo på den anden side selv har hittet på - efter alt, hvad vi véd. En skrupintelligent, sprogbevidst elegant og skraldende vittig kæmpespøg om vores positivistiske verdensbillede og vores stålsatte vilje til at »komme til bunds i illusionerne«. Over for den nagende mistanke, enhver kan gribes af: at mit liv er en drøm. Endda en gentagelse af en tidligere drøm. Måske endda en andens drøm?