Et grøntonet foto af Kim Skotte pryder forsiden. Bag ham ses en lysende storbyaften. Med et vedholdende blik stirrer han mig, læseren, direkte i øjnene. Men er blikket melankolsk, alvorligt eller næsten smilende? Det er svært at sige. Forsiden er en god varedeklaration, man får, hvad man ser. Det er netop Kim Skotte placeret i en storbyverden, et samlende fikspunkt i den moderne, svulmende og betydningsrige verden. Kalejdoskopisk virvar Og det er en stor verden, der samles i det digteriske jeg. Den spænder geografisk fra Valby Bakke til Ouagadougou, kulturelt fra Lucille Ball til Jorge Luis Borges. I det hele taget er digtsamlingen fyldt med egennavne: instruktører, historiske personer, steder og musikere - med en overvægt af sidstnævnte. Dette kalejdoskopiske virvar af indtryk samles i digtsamlingens gennemgående stemme. Det er en stemme, der er præget af et vist vemod, bevidstheden om tidens gang og vel i sidste instans egen dødelighed, men spændt fint op mod en gennemtrængende livsglæde, sanselighed og skarphed. Det er en tilbagelænet Kim Skotte, udogmatisk, associerende, iagttagende og frem for alt selviagttagende. Han er gennem hele digtsamlingen på vej og hele tiden uden endelig ankomst: »Endnu er vi ikke nået dertil/ hvor bevidstheden om alle tings gentagelse/ har suget al smag og kraft af aftenens marvben/ som en kannibal i færd med at kede sig ihjel«. Denne læser følger ham gerne, man er i godt selskab. Himmelske pandekager Titeldigtet anslår et centralt spor gennem digtsamlingen, nemlig fire digte om 'sensei', kulminerende i slutdigtet 'sensei ser lyset og laver pandekager'. Som en slags digterens alter ego dramatiserer sensei-figuren den poetiske Kim Skotte: »Med friske øjne og åreforkalkning/ en skarp kniv i skuffen og hovedet stoppet med uvidenhed«. Netop spændt ud mellem sanseligheden og døden, mellem en gennemtrængende skarphed og en overvældende informationsmængde. Læst sådan giver slutdigtet måske et bud på, hvordan vi skal være i verden. Her møder vi en pandekagebagende 'sensei', der »bager pandekager i himlen«, og som en god japansk læremester i sidste strofe overlader læserne (her »børnene«) til sig selv. Men vel med et skarpere blik på verden. Hjemlig og øjenåbnende Stilmæssigt spænder digtene også vidt. Det ligger måske til dels i den lidt løse indgang til stoffet, men til tider virker den valgte form umotiveret. Det gælder for de 12 haikudigte (5, 7, 5 stavelser) skrevet om 12 forskellige musikere, f.eks. om Hank Williams: »Cowboys så tudevorne/ opgejlet jodlen/ sange drikker måneskin«. Da digtsamlingens styrke netop ligger i Kim Skottes nærvær, så virker det som et fejlgreb at vælge en genre, hvor det lyriske jeg skal overflødiggøre sig selv. Og det samme gælder for de seks prosadigte med den påhæftede genre 'Short story'. De rammer for så vidt stemningen i resten af samlingen, men de er sat op i nøjagtigt lige store tekstfirkanter, med den konsekvens, at ordene abrupt deles på tværs af stavelser. Denne sprogtematisering virker som en rutinepræget modernisme uden nogen dybere nødvendighed. En lidt fastere redaktionel hånd kunne måske have strammet op. Men det overskygger ikke, at det alt i alt er en vellykket digtsamling. Der er en gennemgående slentrende tone i bogen, der på en gang virker hjemlig og øjenåbnende. Når Kim Skotte giver sig hen til sin egen tilbagelænethed, og det gør han heldigvis det meste af tiden, så holder det, og så lykkes det.